Minoritetsdanskere, jeres bedste våben er krydset på stemmesedlen
De kan bruge deres demokratiske ret til at gå ned og stemme på et parti, der respekterer landets muslimske befolkning.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nye Borgerlige og Stram Kurs forsøger at overgå hinanden i deres mistænkeliggørelse af muslimer af enhver art, herunder for sidstnævntes vedkommende danske statsborgere.
Mens mange etniske danskere er rystede over denne adfærd, er mange minoritetsdanskere skræmte. Men blandt de minoritetsdanskere, der bliver udskammet, befinder der sig adskillige danske statsborgere – det vil sige borgere, der vil få tilsendt et valgkort til folketingsvalget.
Det kræver blot en stemmeseddel, en blyant samt en opfordring til at bruge sin demokratiske ret.
Alle har de et meget stærkt kort på hånden: De kan bruge deres demokratiske ret til at gå ned og stemme på et parti, der respekterer landets muslimske befolkning og ikke ser dem som den største trussel mod danskheden.
Men vi ved, at valgdeltagelsen blandt især indvandrere fra ikkevestlige lande er lav, idet blot omkring en tredjedel af de stemmeberettigede stemmer. Og børn af indvandrere har endnu ikke har formået at bryde, hvad valgforskeren Kasper Møller Hansen i Politiken tilbage i 2013 kaldte ”den negative demokratiske arv”.
Der er brug for, at det ændrer sig. Alle partier, organisationer og enkeltpersoner, som værdimæssigt og etisk tager afstand fra den yderste højrefløjs anklager mod landets muslimer, bør derfor opfordre indvandrerne til at bruge deres demokratiske ret. Enkelte har allerede gjort det, og vi føler os som folketingskandidater forpligtet på at følge trop.
Alle bør vi sige det til de minoritetsdanskere, vi kender eller møder på vores vej. Vi må forklare dem, at det kan betale sig at stemme. Og vi må sige til dem, at deres bedste våben imod den stærkt indvandrerkritiske højredrejning er krydset på stemmesedlen.
Det kommende folketingsvalg er for alle danske statsborgere – ikke blot de, som bilder sig ind at have definitionsretten på, hvad en dansker er. Valget er dermed også for de, der lige nu bliver angrebet af den yderste højrefløj, og som ved hjælp af deres stemmeseddel har mulighed for at ændre på tingene.
Det er helt afgørende at fortælle dem – hvis ikke de allerede skulle være opmærksomme på det – at også de kan bidrage til at ændre historien, modvirke de racistiske tendenser og modvirke hadet mod muslimer.
Det kræver blot en stemmeseddel, en blyant samt en opfordring til at bruge sin demokratiske ret.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.