Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi skal have mere EU, men radikalt anderledes

Anton Stubbe Teglbjærg udenrigs- og EU ordfører for Alternativets Unge, Svendborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Europa er i en dyb identitetskrise. På den ene side står det europæiske establishment anført af Emmanuel Macron og hans kamp for en stadig tættere union; koste, hvad det koste vil. På den anden side står den evigt voksende bølge af populistiske og autoritære partier anført af Dansk Folkepartis nye ven, Matteo Salvini.

I denne situation er det let at vælge modparten til den, man mindst kan lide. Men vi progressive europæere skal gøre noget meget mere modigt: Vi skal sige hverken-eller.

Hvorfor skal vi, som kæmper for demokrati og solidaritet, bakke op om et europæisk establishment, som har vist sig at være ligeglad med demokrati?

Frihandelsaftaler, der sætter multinationale virksomheders profit over demokratiske beslutninger, og beslutningsprocesser, der er mere lukkede og hemmelige end Fort Knox, er tydelige eksempler på dette demokratiske underskud.

Alt dette, mens Europas rigeste trives, og næsten en tredjedel af Europas befolkning lever på fattigdommens rand grundet en europæisk nedskæringspolitik, som har suget penge ud af fællesskabet til fordel for de rigeste.

Indtil videre deler jeg min analyse med partier som Enhedslisten. Partiet begår dog en stor fejl i dets ønske om at rive de europæiske institutioner ned til fordel for noget bedre i de enkelte lande.

Det kræver en helt speciel form for ideologisk forblindelse, hvis man skal lukke øjnene for de store fremskridt, som EU har gjort inden for fred, frihed og fremskridt, og de enorme muligheder, Europa har for at blive et en social, humanitær og grøn stormagt.

Europa kan investere massivt I den grønne omstilling og erklære krig mod den fattigdom, som trives under EU’s business as usual-politik. Dette kan ske i morgen gennem de nuværende institutioner. Det kræver ingen strukturelle ændringer, kun politisk vilje.

Det kommer til at kræve mere EU, men også et radikalt anderledes EU. Derfor skal vælgerne hverken vælge yderfløjenes euroskepticisme eller den politiske midtes blåstempling af det EU, som vi kender i dag. De skal sige: hverken-eller.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.