Mikrolån kan frigøre kirgisiske kvinder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den lille tidligere sovjetrepublik Kirgisistan havde i årene 2010-2011 en kvindelig præsident, Rosa Otunbajeva. Hun kom til magten efter uroligheder i foråret 2010 og banede vejen for vigtige politiske reformer, inden hun lige så stille overlod posten til en anden. Overdragelsen af magten på denne måde var usædvanlig for de tidligere sovjetrepublikker i området, for mange af lederne derude sidder gerne meget længe. Og det forhold, at en kvinde stod i spidsen for landet, er helt enestående. Ingen af de andre lande i området har haft kvindelige ledere, og blandt de tidligere sovjetrepublikker er det faktisk alene Estland, Letland og Litauen, som også har haft eller har kvindelige præsidenter.

Jeg har rejst meget i Kirgisistan, og det er lidt slående, hvor frie de sociale rammer er for kirgisiske kvinder i forhold til f.eks. kvinder i nabolandet Tadsjikistan. Der er tanken om en kvindelig præsident vist også ret fremmed. Men samtidig er der fortsat mange udfordringer for kvinderne i Kirgisistan. Tal fra FN viser, at Kirgisistan halter lidt efter de andre tidligere sovjetrepublikker i området, når det gælder lighed mellem kønnene. Meget er stramt politisk styret i flere af disse lande – f.eks kan man i en autoritær eller sågar totalitær stat bringe andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer op med et politisk snuptag – så tallene fra nogle af naboerne giver ikke nødvendigvis et helt retvisende billede.

Men vi ser f.eks., at kirgisiske kvinder har en lav erhvervsfrekvens – i forhold til andre kvinder i området såvel som til kirgisiske mænd. Dette til trods for at de kirgisiske kvinder faktisk har et niveau for ungdomsuddannelse, som er en lille smule højere end de kirgisiske mænds. Men for mange af dem slutter det så også der.

Der kan være flere årsager til den lave erhvervsfrekvens. En kan f.eks. være, at en svag økonomi giver færre muligheder for kvinder (Kirgisistan er i den nedre del af gruppen af lande med mellemindkomst med et bruttonationalprodukt (bnp) pr. indbygger på ca. 7-8 pct. af vores niveau). En anden kan være, at kvinder helst skal gå hjemme og passe børn og hus. Også selv om de egentlig gerne vil ud og have mere uddannelse eller tjene egne penge.

Uanset baggrunden er det tydeligt, at der er forhindringer for de kvinder, som gerne vil på arbejdsmarkedet. For nogle ligger der dog muligheder i såkaldte mikrolån. Der er institutioner, som har specialiseret sig i at låne penge ud til folk, som ellers ville have svært ved at optage lån. Långiverne kan have meget forskellige forretningsmodeller og moralske standarder, men nogle af dem har et stærkt socialt sigte. De kan f.eks. leve af donationer fra stater eller enkeltpersoner, og de kan supplere deres indtægter med investeringer og renter fra udlån. Formålet er at gøre det muligt at tilbyde mikrolån på favorable vilkår, som f.eks. vil give kvinder adgang til arbejdsmarkedet.

Mikrolånene er omstridte. Undersøgelser viser, at lånene i visse tilfælde kan føre til yderligere forarmelse, fordi låntagerne ikke kan betale dem tilbage og dermed kommer i en gældsspiral.

Nogle gange ser man også, at lånet gives via en fælles forpligtigelse, hvor en større gruppe kvinder binder sig til hinanden. Hvis den ene kvinde ikke får betalt sit lån tilbage, så går det ud over de andre.

Erfaringerne fra Kirgisistan har dog generelt været positive. Det kan måske skyldes, at landet ikke er blandt de allerfattigste, og at der faktisk er grundlag for en del forbrug og dermed salg ud over det mest nødvendige.

Det kan være, at en kvinde søger om lån til en symaskine. Derefter går hun i gang med f.eks. at sy tøj eller brugskunst, som hun sælger videre til en mellemhandler eller selv tager med på markedet.

På de små lokale markeder ser man folk sælge fra fortovet, hvor de har bredt et stykke plastic ud og lagt deres varer frem. Køberne kan være lokale eller turister. Især turisterne er attraktive, for de betaler typisk en god pris for de farverige hatte, trøjer, tæpper og andet, som så mange gæster i landet elsker at tage med hjem.

For mange af disse kvinder er det en stor mulighed at kunne stå på egne økonomiske ben. Hvis de ikke kan finde et betalt job, eller hvis de helst skal sørge for børn og hus, ja, så er mikrolånet af og til redningen. De kan tjene egne penge, og de kan endda gøre det fra hjemmet. Ofte vil det selvfølgelig bare betyde flere opgaver, men for den enkelte og for de kirgisiske kvinder som helhed kan det alligevel være lidt af et gennembrud.

Det kan være forskellen på arbejdsløshed og egen virksomhed, og det kan være forskellen på at kunne blive i Kirgisistan eller blive presset til et liv som migrantarbejder.

Intet land i verden får så stor en del af sit bnp dækket via migrantarbejdernes penge som Kirgisistan. Flertallet af de kirgisiske migrantarbejdere er kvinder, og det er groft sagt to grupper af kvinder, som rejser ud, typisk til Rusland og Kasakhstan. Den ene gruppe er de stærke kvinder, som søger højere løn og oplevelser. Og den anden gruppe er de svage kvinder, som er presset ud, f.eks. fordi storfamilien har brug for en ekstra indtjening. Mikrolån kan give dem chancen for at blive hjemme.