Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vågn nu op, Karsten Hønge

Karsten Hønges udmelding om, at der er flere russere i russisk salat, end der er faglige folk i Krifa, er da sjovt. Ja, jeg har faktisk selv en fin, rød kop med teksten på. Men det ændrer ikke ved, at det er helt hen i hegnet.

Søren Fibiger Olesenformand i Krifa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg kan ikke gøre andet end at trække på skulderen, når Karsten Hønge på sin blog på JP kalder os en gul discountforretning. Det er meget simpelt ikke korrekt.

Vi er en fagforening. Med 200.000 medlemmer, medlemsdemokrati, et repræsentantskab, en bestyrelse og en formand. Vores overskud går til vores medlemmer. Vi kæmper for gode vilkår på arbejdsmarkedet for danskerne og vores medlemmer, som vi sidste år fik kæmpet 270 mio. kr. hjem til. Og vi arbejder hver dag for at øge danskernes arbejdslyst.

En fagforening er nemlig meget mere end overenskomster. Og det glæder os, at de andre partier ikke ser definitionen af en fagforening, lige så snævert som Karsten Hønge og SF gør. Så er der stadig håb for de danske lønmodtagere.

Karsten Hønges udmelding om, at der er flere russere i russisk salat, end der er faglige folk i Krifa, er da sjovt. Ja, jeg har faktisk selv en fin, rød kop med teksten på. Men det ændrer ikke ved, at det er helt hen i hegnet.

I Krifa er vi flere hundrede fagfolk og specialister, der hver dag arbejder for at hjælpe vores medlemmer. Det som Karsten Hønge kalder det basale faglige arbejde, hjælper vi selvfølgelig med, men i Krifa er vi meget mere. Lad mig komme med et eksempel fra virkeligheden:

Lone er blevet fyret fra sit arbejde. Hun ringer ind til en af Krifas jurister for at tjekke op på, om afskedigelsen var i orden. Juristen fornemmer hurtigt, at Lone er dybt ulykkelig i sit job og har tydelige stresssymptomer. Hun bliver stillet videre til en stresskonsulent, som giver Lone værktøjer til at handle på stressen. Hun måler sin arbejdslyst online og finder ud af, hvad hun har manglet i sit nye job, og hvad der er vigtigt for hende i det næste. Hun taler med en jobkonsulent, der guider hende i den rigtige retning. Lone ender i sit drømmejob – fri for stress – og med en arbejdslyst i top.

Hun er et godt eksempel på, hvad det rigtige – eller forkerte – job kan gøre.

Det er derfor, vi forsker i arbejdslyst og ved, hvad der skal til for, at vi trives på jobbet.

Det er derfor, vi har udviklet et onlineunivers, der kan måle arbejdslyst og give skræddersyede værktøjer til, hvordan man forbedrer den.

Det er derfor, vi har en arbejdslystkonsulentuddannelse.

Det er derfor, vi har masser af tiltag mod stress.

Karsten Hønges forslag om, at det kun er kontingent til bestemte fagforeninger, der skal være fradragsberettiget, er en tilbagevendende ting. Det er efterhånden grinagtigt. Så kære Karsten Hønge, det er simpelthen på tide, at du vågner op – og ser virkeligheden i øjnene.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.