Ondt i ryggen skal betragtes som en forkølelse
Ondt i ryggen går tit over i løbet af 1-2 uger uden nogen særlig undersøgelse eller behandling.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Historiker Henrik Jensen advokerer i sit indlæg i JP forleden for, at der skulle være nogle politikere, der ved det kommende folketingsvalg satsede noget mere på de raske og samtidig satte grænser for “den terapeutiske stat”. For hvor skal pengene i fremtiden hentes til det hastigt eskalerende forbrug af sundhedsydelser, som livsstilsramte borgere finder på nettet?
Der kan hentes mange penge på f.eks. håndteringen af rygsygdomme. Således har læger i mere end 30 år prædiket, at ondt i ryggen er som en forkølelse, der hurtigt går over.
Det er nemlig kun 2 pct. af dem med ondt i ryggen, der henvender sig til deres praktiserende læge, som er operationskrævende. Alligevel misbruges de offentlige ressourcer til et overforbrug af undersøgelser på sygehusene –fordi patienterne forventer eller ligefrem forlanger det.
Således er antallet af scanninger af eksempelvis lænden inden for de sidste 15 år steget fra 0 til ca 90.000, hvilket svarer til 20 pct. af de 350.000 rygpatienter, der årligt søger egen læge. Ca 135.000 af disse, dvs. 38 pct. har smerter ned i benene, men det er uden betydning – medmindre der er såkaldte neurologiske udfald f.eks. i form af kraftnedsættelse.
Der er ligeledes ovenikøbet ca. 90.000 røntgenundersøgelser af lænden. Trods disse 180.000 radiologiske undersøgelser opereres årligt kun 6.000 som regel for enten diskusprolaps eller spinalstenose – cancer ses meget sjældent.
Det er derfor “ondt i ryggen” uden kraftnedsættelse i 98 pct. af tilfældene blot kan betragtes som en forkølelse, der går over i løbet af 1-2 uger uden nogen særlig undersøgelse eller behandling.
En stor finsk undersøgelse har for 20 år siden således påvist, at de rygpatienter, der forbliver på deres arbejde, er hurtigere symptomfrie end dem, der sygemelder sig og enten dyrker fitness eller lægger sig i deres seng i 2 dage. Med den viden er der enorme samfundspenge at spare ligesom unødvendig ængstelse hos de rygplagede.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby opfordres til at oprette et rygpanel, der kan rydde op i behandlingen af den dårlige ryg.