Martin Ågerups kritik er polemisk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den fattigste del af den amerikanske befolkning har stort set ikke haft reallønsfremgang de seneste 40 år – det er interessant både set i forhold til de højestlønnede amerikaneres fremgang men også set i et historisk perspektiv: Stigningerne i amerikansk velstand var langt bredere fordelt tidligere i det 20. århundrede.

Det var min pointe i en reportage fra USA, som DR bragte under midtvejsvalget. En udvikling, som Cepos-økonom, Martin Ågerup, tydeligvis ikke bryder sig om, hvad han gør klart på sin blog 22. november.

Ågerup skyder mig i skoene, at jeg har en venstreorienteret dagsorden i min analyse af den manglende reallønsfremgang for de fattigste i USA. Som støtte for den påstand henviser Ågerup til »et stort flertal af amerikanske arbejdsøkonomer«, som angiveligt er uenige: Men han henviser kun til debattører, som er tilknyttet de republikanske tænketanke Hoover Institute og Manhattan Institute (Scott Winship og Russ Roberts) og til en artikel publiceret af Brookings Institute, som reelt er et genoptryk af en artikel af samme Scott Winship fra det konservative, National Review. Det er med andre ord en sluttet kreds af republikanere, der deler holdning med Ågerup, og ikke »et stort flertal af amerikanske arbejdsmarkedsøkonomer.«

Ågerups henvisning til Winships referencer til det respekterede og upartiske Congressional Budget Office (CBO) er også misvisende: Den rapport, som Winship refererer til, beskæftiger sig med “after tax income,” altså summen af indkomsten efter skat og statslige overførsler minus føderale skatter: Det er ikke det samme som reallønnen, som er det, jeg beskæftiger mig med i mine analyser for DR. Tallene fra Congressional Budget Office viser derfor ikke det, som Ågerup påstår.

På samme måde er det stærkt misvisende, når Aagerup sammenligner danskernes arbejdsmarkedspensioner med amerikanernes: I Danmark har stort set alle en arbejdsmarkedspension. I USA er det kun lidt over halvdelen af alle lønmodtagere, hvis arbejdsgiver tilbyder en pensionsordning, og frekvensen er ikke overraskende klart lavest blandt de lavestlønnede. På grund af krav om høj medfinansiering fra medarbejderne, er det desuden kun omkring halvdelen af amerikanske arbejdere, som får tilbudt og rent faktisk deltager i en arbejdsgiver organiseret sundhedsforsikring, og igen er deltagelsen markant lavere hos de lavest lønnede grupper.

Ågerup angriber mig også for at se på, hvad den lavest lønnede gruppe i USA tjener i stedet for at se på, hvad den lavest lønnede gruppe for år tilbage tjener i dag: Sådan et studie vil da også være interessant, for det vil vise, at det går frem for nogle, mens det går tilbage for andre.

For problemet i USA er ikke bare, at den samme underklasse er forblevet fattig, men at “den amerikanske drøm” ikke kun fører til opadgående social mobilitet: Den fører også nedad. Men analytisk giver det mest mening at fokusere på, hvad den lavest lønnede gruppe af mennesker tjener, frem for hvad individet tjener, hvis man vil vise reallønsudviklingen over tid.

Ud over alt det ovennævnte angriber Ågerup mig også for ikke at have lavet min research ordentligt og for at udtale mig om noget, som jeg ikke har forstand på. Jeg kan berolige Ågerup med, at jeg løbende taler med økonomer i USA fra begge politiske lejre. Samme dag, som DR bragte mine analyser og reportager, bragte DR f.eks. også et interview om samme emne med den danske økonom Jacob Kirkegaard, som i årevis har fulgt området tæt på Peterson Institute i Washington.

Hans konklusion var, at den fattigste del af den amerikanske befolkning stort set ikke har oplevet en stigning i reallønnen i de seneste 40 år.