Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Alle religioner må forny sig, også den jødiske

Fredag behandler Folketinget borgerforslaget om at indføre en 18-årsmindstealder for omskæring af raske børn.

Monica Ritterbandbilledkunstner og journalist, Frederiksberg C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det mosaiske trossamfund har i de seneste dage udtrykt dets store bekymring ved borgerforslaget om, at omskæring af børn skal forbydes. Jeg forstår trossamfundets bekymring, men jeg deler ikke trossamfundets fortsatte insisteren på at operere på små nyfødte, raske drengebørn.

Jeg er selv ud af en jødisk familie, med en mor, der har været i Auschwitz, så jeg kender til traumerne tæt på. Og jeg er meget følsom over for angreb på det jødiske samfund. Men omskæringen er en barbarisk, anakronistisk, smertefuld og unødvendig handling. Man opererer på små nyfødte børn uden tilstrækkelig smertedækning (Emlacreme), og efterlader dem med et kønsorgan, som er reduceret i følsomhed, hvilket især er problematisk, når den omskårne bliver en ældre mand og har brug for maksimum stimuli ved seksualitet.

Jeg har været og er vældig involveret i debatten, da jeg siden min barndom af mine forældre fik fortalt en løgn om, at omskæring var som et lille uskyldigt niv i armen. Men jeg lærte sidenhen via jødiske kærester, at det var en handling, som de var ulykkelige og vrede over var hændt dem.

Jeg lærte sidenhen via jødiske kærester, at det var en handling, som de var ulykkelige og vrede over var hændt dem.

Jeg har i lighed med det mosaiske trossamfund også bemærket den hårde retorik i debatten, både fra fortalere for et forbud og modstanderne ligeså, men det må ikke hindre, at små drengebørn bliver beskyttet af samfundet. I lighed med indførelsen af forbuddet mod revselsesretten.

Alle religioner må forny sig, også den jødiske tro. I gamle dage foregik den kristne dåb ved, at man dykkede hele det nyfødte barns hoved i vand, en slags waterboarding. Det gør man jo heller ikke i dag. Man nøjes med at duppe lidt lunken vand i panden på barnet. Altså en human udvikling.

I USA og Israel er der ved at komme en bevægelse imod omskæring, hvor man i stedet benytter sig af det såkaldte Brit Shalom-ritual, der er en erstatningsceremoni for omskæringen og går ud på, at barnets fødder bliver nusset og vasket, alt imens der synges og afsiges bønner. Så smuk og humant. Udvikling er muligt.

Jeg vil understrege, at jeg har varme følelser for såvel den jødiske menighed og Israel og forsvarer alt, hvad jeg kan, der har med jødisk liv at gøre, men omskæringen kan jeg ikke forsvare. Det er desværre – som Asmussen føler, det jødiske samfund er anklaget for – en regulær mishandling af barnet. Ikke af ond vilje, men af skrækken for at bryde en gammel tradition og blive sat uden for døren af den ældre generation. Og de store politiske partier er bange for at forbyde omskæringen, da de så tror, de bliver opfattet som antisemitiske. Men de tager jo alle som én afstand fra selve handlingen. Mette Frederiksen har udtalt dette helt utvetydigt.

De store politiske partier er bange for at forbyde omskæringen, da de så tror, de bliver opfattet som antisemitiske.

I øvrigt kan drengeomskæring og pigeomskæring fint sammenlignes, da der findes pigeomskæringer, som er mindre probate (et prik med en nål i forhuden omkring klitoris) end den almindeligt kendte jødiske drengeomskæring, og der er pigeomskæringer som er en-til-en med drengeomskæringer (hvor forhuden omkring klitoris skæres væk), og så er der også pigeomskæringer, som er voldsommere, nemlig hvor både skamlæber og klitoris skæres af. De fleste tror, at der kun eksisterer sidstnævnte.

Det skal også bemærkes, at samtlige lægefaglige organisationer er imod omskæring. Lægeforeningen har dog udtalt en vis frygt for, om et forbud er den rigtige vej at gå – af angst for at blive klandret for at være antisemitisk eller islamofobisk. Men de er klart og utvetydigt imod omskæring af små drengebørn. Jeg har tilladt mig at bringe en liste herunder over de danske foreninger, der er imod omskæring af drengebørn som praksis, og som ikke finder den gavnlig for barnet.

Det er også værd at bemærke, at tæt på 80 pct. af den danske befolkning er imod omskæring.

Det jødiske samfund ville gøre sig selv en kæmpe tjeneste ved at ændre ritualet til at være et ritual uden operation. Direkte adspurgt har den tidligere overrabbiner Bent Lexner udtalt, at man godt kan være et fuldgyldigt mandligt medlem af det mosaiske trossamfund uden at være omskåret.

Det mosaiske trossamfund udtaler, at det foretrækker at tage diskussionen mellem dets egne. Jeg føler mig som deres egen, da begge mine forældre, nu afdøde, var jøder og aktive medlemmer af trossamfundet. Men trossamfundet har på ingen måde lagt op til en åben intern diskussion med en mulighed for justering og forandring. Det ønsker fortsat, at nyfødte drengebørn på ottendedagen af deres liv uden relevant smertedækning skal have skåret en del af deres velfungerende kønsorgan af. Og da menigheden undgår at beskrive selve omskærelsens ritual, kan jeg lige nævne, at forhuden, udover at være et følsomt og blodfyldt organ med nerveender, på nyfødte tillige er vedhæftet glans som neglen på en finger. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig smertens omfang.

Organisationer, der imod omskæring af drenge:

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund

Børnerådet

Børns Vilkår

Dansk Kirurgisk Selskab

Dansk Kvindesamfund

Dansk Selskab for Almen Medicin

Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin

Danske Sygeplejeråd

Europæiske lægers fælleserklæring

Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker

Forgeningen af Danske Lægestuderende

Jordemoderforeningen

Mødrehjæloen

Nordic Association for Clinical Sexology

Nordiske børneombudsmænd

Praktiserende Speciallæger i Gynækologi

Red Barnet

Sex & Samfund

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.