Vi er blevet nærtagende, og den politiske korrekthed har taget over

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg bevæger mig nu ind på et område, hvor jeg skal passe meget på – det er jeg klar over. Jeg mener, vi i Danmark og mange andre lande er blevet for nærtagende. Der bliver konstant talt om politisk korrekthed og diskrimination, som er to vigtige områder, hvor der bestemt er plads til forbedring.

Men når man knap kan gå ud ad en dør og krydse en vej i Skagen, uden at en snerpet akademiker fra universitetsmiljøet føler sig krænket, diskrimineret eller på anden måde trådt på, er debatten kørt helt af sporet.

I september kom det ud, at nogle studerende på Københavns Universitet havde følt sig krænket pga. udklædninger som bl.a. indianere, mexicanere og white trash. Det resulterede i et forbud fra ledelsens side.

Argumentet, der blev brugt i en mail udsendt fra Det Juridiske Fakultet, var, at »udklædningstemaerne går ind i stereotyper, der for nogle personer kan virke stødende og krænkende«.

For godt 14 dage siden bragte JP en artikel med overskriften “Cowboyoutfit er bandlyst: Det er krænkende og stødende”. Jeg blinkede et par gange og var et øjeblik sikker på, det var en artikel udgivet af Rokokoposten. Jeg ser hurtigt, den er skrevet af mit foretrukne medie, JP, og læser artiklen.

Det viser sig, at de studerendes egen forening på Canterbury University i England har taget skridtet videre end Københavns Universitet og lavet et forbud mod cowboyoutfittet. Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen.

Det kan ikke passe, at de institutioner, der skal forberede unge mennesker, uddanne dem og gøre dem robuste nok til at komme ud på arbejdsmarkedet, pakker dem ind i vat og beskytter dem mod alt, der virker stødende og krænkende.

Det nytter bare ikke noget, for verden er hård og barsk. Når de er færdige med deres fine uddannelser, får vi en flok krænkede, forkælede porcelænsstuderende ud. De vil få det svært, og vi gør dem en bjørnetjeneste.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad folk går rundt og føler. Det er deres følelser, det kan vi ikke lave om på. Men når de føler, som de gør, og klager over det, er det et klart symptom på en udvikling i samfundet, vi skal holde øje med.

Vi skal passe på, at debatten ikke udvikler sig som ”MeToo”, der flyder over med banaliteter.

Jeg forsøger ikke at negligere andre personers ubehagelige oplevelser, men jeg er af den overbevisning, at det er vigtigt at stoppe op, tage en dyb indånding og tænke ved sig selv: »Har vedkommende til hensigt at diskriminere, krænke og/eller støde mig, eller overfortolker jeg situationen og drager en konklusion fuldstændigt ude af kontekst?«

Det er et vigtigt spørgsmål at stille sig selv. Det bør vi huske, inden diskriminationskortet bliver smidt på bordet. Hvis vi ikke gør noget, drukner den seriøse debat og de alvorlige sager i forbud mod udklædninger, sjofle vittigheder på universiteterne eller trøjer med Disney-logoer i børnehaverne.

Det er et skråplan, hvor løsningen ikke er flere forbud. Vi gør kun folk en bjørnetjeneste. De, der føler sig stødt over en sjofel vittighed eller et indianerkostume, kommer til at få det meget hårdt ude på arbejdsmarkedet.

Derfor kommer min personlige anbefaling: Næste gang du føler dig stødt eller diskrimineret, tager du en dyb indånding, tæller til 10 og reflekterer over situationen. Hvis du når frem til, det er møntet på dig, din etnicitet, religion eller seksualitet, er det helt fair. Men hvis en stangbacardi jurastuderende slingrer ned gennem Strøget med en fjerhat og krigsmaling, kan jeg garantere, personen ikke forsøger at diskriminere nogen.

Smil noget mere, stop offerkulturen, stop med at være så nærtagende, og få debatten tilbage på sporet.