Universiteterne krænker de studerendes ytringsfrihed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Fyrtårnene for den frie tanke og åbne debat i Danmark, universiteterne i hhv. Aarhus og København, har slået sig ind på en farlig bane, når de med påbud og censur indskrænker de studerendes ytringsfrihed. For selv om det sker med intentionen om at skabe et åbnet lærings- og studiemiljø, hvor ingen skal kunne krænkes, har det den helt modsatte effekt. Måske kan det lykkes at forbyde bestemte handlinger, udklædning og påklædning, men man vil aldrig kunne ændre på de studerendes tanker og ytringer. Universiteterne burde vide, at den frie debat og retten til at kunne ytre og udtrykke sig, som man har lyst, er afgørende for videnskabelige fremskridt. Et trygt miljø for forskning og udvikling er et, hvor den frie debat kan blomstre, uden den indskrænkes af staten, eller i tilfældet her: universiteternes politiske korrekthed.

Begynder universiteterne først at underkue ytringer, de ikke bryder sig om, er det ikke sikkert, at de ytringer, universiteterne ønsker at underkue eller bandlyse, er forkerte. Skulle det derimod lykkes dem at bandlyse visse ytringer og tanker blandt de studerende, vil dén handling i sig selv være moralsk forkert. På Københavns Universitet har man valgt at skærme særligt sensitive studerende mod fornærmelser og i praksis indført nultolerance over for ytringer, der af den enkelte studerende kan opfattes som krænkende.

Studerende, der føler sig krænket over en ytring fremsat af en medstuderende, kan nu, med Københavns Universitets velsignelse, bandlyse andres ytringer, med henvisning til at de lider en skade. Den engelske filosof John Stuart Mills skadesprincip fastslår imidlertid, at den eneste legitime begrundelse for magtudøvelse er at forhindre skade på andre.

I det tilfælde man som universitet i Danmark vil sidestille fysisk skade, jf. Mills skadesprincip, med krænkede følelser, har man som uddannelsesinstitution aktivt meldt sig på banen i kampen mod ytringsfrihed. Værst af alt gør censuren ikke blot skade på dem, universiteterne ønsker at ramme, men på alle studerende og dermed friheden hos alle dem, der frit siger, tænker eller udtrykker deres tanker og holdninger.

Det er farligt, da man ender ud med en degenereret formel for reaktion, der ikke bunder i en dyb refleksion, men i stedet bygger på en beskyttelse af det enkelte individs ret til ikke at blive krænket eller forhånet. Det afgørende er, hvorvidt man på ledelsesgangen og i kommunikationsafdelingen på de enkelte fakulteter vælger at automatisere sit handlemønster, således man blindt lukker ned for alle, der ikke indordner sig under den politiske korrekte linje, dikteret af de krænkelsesparate.

Hvert eneste af de tiltag, universiteterne kan komme på for at beskytte en meget lille gruppe studerende mod krænkelse og forhånelse, er ikke blot en indskrænkelse af samtlige studerendes ret til at ytre, påklæde og udtrykke sig, som de har lyst. At tildele en meget lille og særlig gruppe af studerende en form for særrettigheder, hvor fraværet af krænkelse står over de øvrige studerendes ret til at ytre sig, er det samme som at tildele dem en form for særstilling.

Dyrkerne af den gode tone og heltene i de krænkelsesparate grupper på de danske universiteter gør sig dermed skyldige i det mest ufine af alle metoder, når de får universiteterne til at blåstemple deres medstuderende som dårlige eller umoralske mennesker. I det tilfælde, at en bestemt ytring i en læsegruppe udløser en følelse af krænkelse hos en anden studerende, er det naturligvis ikke universitetets opgave at sanktionere adfærden eller ytringen hos de implicerede. At en ytring udløser en bestemt og ubehagelig følelse hos en medstuderende, er ikke ensbetydende med, at der er sket en skade, som universitetet skal rette op på. Vi har i Danmark alle et ansvar for at omgås hinanden i en respektfuld tone, og det kan aldrig være offentlige myndigheders ansvar at håndhæve dette.

Hvad kvalificerer en gruppe til at være hævet over kritik? Er det gruppens antal? Har man et usagt minoritetshierarki, hvor nogle er mere berettigede til at være fritaget for kritik end andre? Vil man tillade forhånelse af fundamentalistiske kristne, men skride ind, hvis samme forhånelse var rettet mod praktiserende muslimer? Skulle en ytring eller udklædning føre til en forstyrrelse af den offentlige orden på universitetet, bør det skride ind. I det tilfælde, at én enkelt studerende føler sig krænket, er det afgørende netop, at universitetet bliver siddende på hænderne og lader de studerende ordne det selv. Det afgørende er, om den studerende, der subjektivt føler en krænkelse, har mulighed for let at undgå yderligere krænkelse ved eksempelvis at skifte studiegruppe. På samme måde må dem, der føler, at danskere iført sombrero støder eller krænker dem, lade være med at tage til netop dén fest, hvor der er mexicansk tema, da de dermed vil kunne undgå at blive krænket, uden at flertallet skal indrette sig efter deres særligt sensitive behov.

Den mexicanske studerende, der fik stoppet en fest på Københavns Universitets juridiske fakultet, havde eksempelvis mulighed for at undgå krænkelsen, hvis denne havde undladt at deltage i festen. Københavns Universitet tildelte dermed de mexicanske studerende en særrettighed, og af samme årsag må de også finde sig i at blive hånet for netop at have aflyst en temafest.

Dette rejser et spændende spørgsmål. Hvilke grupper kvalificeres til at nyde beskyttelse mod forhånelse eller krænkelse og hvorfor netop disse grupper? Har man også tænkt sig at forbyde Randers som tema til en fest, af frygt for at studerende fra Randers vil føle sig forhånet og stigmatiserede af deres medstuderende, hvis de møder op i Nike Shox, køber Mokai på tilbud i baren og hører Scooter hele natten? Kan gruppen af studerende fra Randers her siges at lide overlast, hvis ingen af de studerende fra Randers, individuelt, føler, at det er en hån og krænkelse af deres kronjyske ophav, der bunder i en stereotyp fortolkning? I så fald vil der være tale om en offerløs overtrædelse af universitetets eget kodeks for acceptabel opførsel, og i det tilfælde vil der så fortsat blive taget hensyn til gruppens beskyttelse mod forhånelsen og krænkelse?

Det er spændende, hvordan universiteterne vil definere ”gruppen” af krænkede. Føler Barack Obama sig krænket, når en dansk universitetsstuderende maler sig sort i ansigtet og ifører sig et jakkesæt, eller er der tale om, at en gruppe af studerende føler sig krænket, på vegne af Obama, og har disse også krav på særstilling?

Problematikken er netop, at det er en subjektiv vurdering, hvornår en ytring, et tema til en fest eller en udklædning er krænkende eller forhånende. Netop derfor bør universiteterne droppe disse særhensyn til bestemte grupper af studerende, da de med deres adfærd krænker friheden for alle studerende og dermed retten til frit at kunne ytre, påklæde og udtrykke sig, som man har lyst til. Det er naturligvis beklageligt, hvis nogen finder andres adfærd nedværdigende eller forhånende, men det er ikke en opgave for stat, universitet eller en tredje myndighed at rette op på. Føler man sig krænket af en bestemt kommentar af en medstuderende, må man gendrive den. Man må gøre det præcist og slagkraftigt og bruge alle værktøjer, man har til rådighed for at fremføre et så stærkt modargument som muligt. Affejer man ikke argumentet og lader det stå uimodsagt, er det, fordi man ikke evner at tilbagedrive det. Den frie debat er vigtig, da det handler om, hvad der er sandheden, og netop derfor er den frie og fair debat så fundamental for ethvert samfund.