Paranoiaen efter MeToo truer retssikkerhed og almindelig fornuft

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forfatteren Katrine Marie Guldager skrev for et par uger siden i en kommentar i Politiken, at det i årevis har »svirret« med rygter om seksuelle overgreb og sexchikane på Forfatterskolen. I kommentaren gik Guldager fra en beskrivelse af forholdene i Det Svenske Akademi, hvor den såkaldte kulturprofil for nylig blev dømt for voldtægt, til at spørge, om det ikke er på tide, at der bliver ryddet tilsvarende op på Forfatterskolen.

På Forfatterskolen forlod den forrige rektor embedet i 2015, efter at det kom frem, at han havde opført sig upassende og grænseoverskridende over for en kvindelig studerende. Men trods ihærdig research må Katrine Marie Guldager i sin kommentar konkludere, at »jeg fik dog hverken be- eller afkræftet nogle af alle de rygter, der stadig florerer om skolen. Måske er de alle sammen falske«.

Det standsede dog ikke forfatteren, for sammen med 54 kolleger sendte hun et brev til Forfatterskolens bestyrelse, hvori de beder den »undersøge de mange vedholdende rygter« om forholdene på skolen, uden at det bliver mere konkret. Videre hedder det: »Forhåbentlig foregår der hverken sexchikane eller upassende opførsel på Forfatterskolen nu, men hvis der tidligere er foregået upassende opførsel, mener vi, at der skal ryddes op i det, hvis Forfatterskolen også for fremtiden skal bevare sit gode navn og rygte.«

Trods de noget udokumenterede antydninger i brevet valgte bestyrelsen i sidste uge at fyre rektor Jeppe Brixvold, der har siddet i stolen de seneste tre år. Han er blevet fyret på baggrund af rygter, som ingen for alvor kan konkretisere, og »begrundet i den langvarige uro omkring skolen, som du ikke har formået at få afsluttet«, som det ifølge Brixvold hedder i opsigelsen. Fyringen blev fulgt af indførelsen af en whistleblowerordning, hvor alle med informationer om uacceptabel adfærd fra skolens nuværende eller tidligere ledelses side kan henvende sig.

Der har så vidt vides ikke tidligere været klager over den nu fyrede rektors måde at drive skolen på. Bestyrelsens reaktion virker derfor noget overilet, men på den anden side også tidstypisk. I kølvandet på MeToo-bevægelsen har der bredt sig en paranoid og panisk stemning, hvor man åbenbart hellere foretager en fyring for meget end en fyring for lidt, for hvem har lyst til at lægge sig ud med de identitetspolitiske stormtropper?

MeToo, der opstod for godt et år siden, har kastet nødvendigt lys på områder, hvor man alt for længe har fortiet og fortrængt uacceptabel adfærd og overgreb. Selvfølgelig skal en Harvey Weinstein eller den svenske kulturprofil ikke kunne slippe af sted med seksuelle overgreb og voldtægt, men sammen med de åbenlyse overgreb er også fulgt byger af anklager mod andre; anklager, der ofte har ligget 30-40 år tilbage og er endt som påstand mod påstand, men hvor bevisbyrden er endt hos den påståede krænker, mens de demokratiske institutioner, som burde beskytte retssikkerheden, af frygt for krænkelsesfundamentalismen giver køb på sund fornuft.

Når en rektor kan blive fyret på baggrund af rygter og fortidige hændelser, burde samtlige rektorer for landets universiteter og gymnasier vel egentlig også fyres. For der forekom i 70’erne, 80’erne, 90’erne og for den sags skyld 00’erne magtmisbrug og sikkert også seksuel udnyttelse af ubalancen mellem lærer og elev, som i nutidens puritanske prisme ville være helt forkastelige. Så hvorfor ikke, så luften kan blive renset én gang for alle – og grøfterne gravet endnu dybere.