Høj risiko for urinrørsproblemer efter drengeomskæring
Drengeomskæring er en medicinsk ubegrundet, smertefuld og risikobehæftet operation, der uigenkaldeligt destruerer den yderste følsomme og funktionelle del af penis.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For to år siden offentliggjorde jeg og en statistikerkollega en videnskabelig undersøgelse, der for første gang baseret på nationale sundhedsdata af høj kvalitet dokumenterede, hvad amerikanske læger har vidst i over 100 år, nemlig at risikoen for at udvikle forsnævring af urinrørsmundingen, meatusstenose, er markant forøget blandt rituelt omskårne drenge.
Specifikt påviste vi en risiko for urinrørsmundingsforsnævring blandt rituelt omskårne drenge under 10 år, der var 26 gange forøget i forhold til risikoen blandt jævnaldrende intakte drenge. På baggrund af en række detaljerede kliniske undersøgelser fra udlandet vurderede vi i artiklen, at mellem 5 pct. og 20 pct. af tidligt omskårne drenge vil udvikle urinrørsmundingsforsnævring i løbet af barndommen.
En stor netop offentliggjort undersøgelse fra et universitetshospital i Iran bekræfter nu vores og andre forskeres fund: Urinrørsmundingsforsnævring, der forekommer ekstremt sjældent hos intakte drenge, er en overordentlig hyppig komplikation efter spædbarnsomskæring.
Raske drenge, der bliver omskåret tidligt i livet – også når operationen udføres af erfarne læger på et universitetshospital – bliver påført en væsentlig risiko for at udvikle urinrørsmundingsforsnævring.
I det netop offentliggjorte studie opdelte de iranske læger i alt 2.307 drenge i to grupper, som kort efter fødslen blev omskåret med den ene af to varianter af den såkaldte Plastibell-omskæring, som også i Danmark er en meget udbredt omskæringsmetode. Allerede i løbet af de første 16 måneders opfølgningstid opstod der synlig urinrørsmundingsforsnævring hos 14 pct. af de 1.102 drenge i den ene gruppe, mens det samme skete hos 19 pct. af de 1.205 drenge i den anden.
Ingen med faglig indsigt i omskæringsproblemet og et ædrueligt forhold til videnskab kan længere være i tvivl: Raske drenge, der bliver omskåret tidligt i livet – også når operationen udføres af erfarne læger på et universitetshospital – bliver påført en væsentlig risiko for at udvikle urinrørsmundingsforsnævring. Evidensen for den markante overrisiko har længe været så overvældende, at de amerikanske børnelægers sammenslutning helt tilbage i 1984 konkluderede følgende om problemet i en oplysningsfolder til nybagte drengeforældre:
»Forhuden beskytter penishovedet; ved omskæring mistes denne beskyttelse. I sådanne tilfælde kan penishovedet og især urinrørsmundingen blive irriteret og inficeret, hvorved der dannes sår, urinrørsmundingsbetændelse (meatitis) og urinrørsmundingsforsnævring (meatusstenose). Disse problemer opstår stort set aldrig på intakte drenges penisser. Forhuden beskytter penishovedet gennem hele livet«.
Når politikerne på Christiansborg snart skal tage stilling til det borgerudløste lovforslag om indførelse af en mindstealder på 18 år for omskæring af raske drenge, så skal de ikke blot vide, at drengeomskæring er en medicinsk ubegrundet, smertefuld og risikobehæftet operation, der uigenkaldeligt destruerer den yderste følsomme og funktionelle del af penis på et individ, der ikke har samtykket. De skal også vide, at omskæring giver anledning til en markant overrisiko for senere narkose- og operationskrævende urinrørsmundingsforsnævring hos op mod en femtedel af drengene, en tilstand der ubehandlet kan medføre vandladningsproblemer, urinvejsinfektioner og deraf følgende risiko for permanente skader på blære, urinledere og nyrevæv.
Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Jordemoderforeningen, Dansk Forening for Klinisk Sexologi og andre sundhedsfaggrupper har sagt det uden omsvøb, og adskillige ligestillings- og børnerettighedsorganisationer samt et stort befolkningsflertal er enige: Det er ganske enkelt etisk uacceptabelt at omskære umyndige, raske individer. Det eneste rimelige er at sikre drenge retten til selv at beslutte, om der skal skæres noget af deres raske kønsorgan, når de en dag bliver myndige.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.