Klimaudfordringen kræver handling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Johannes V. Jensen forudsatte i sin skildring om cimbrernes udrejse, at de kom fra Himmerland og flygtede fra klimatiske forhold som kulde og ekstreme stormfloder. Misvækst og udpinte jorde samt også kvægsygdomme medførte deres samling og vandring. En mangeårig vandring ned imod Rom, hvor de i 101 f.Kr. blev tilintetgjort på Po-sletten af romerne.

Nuvel! Nutidens klimaudfordring kræver ikke en så drastisk samling og beslutning, som at sende danskerne på landevejen, men uden at male fanden på væggen skal der handling til. Vel at mærke ikke handlinger, der bærer præg af taktiske politiske manøvrer. Som nu, før det kommende valg, hvor både regeringen og oppositionen skilter med velmente redningsplaner, de gensidigt bruger tid på at skyde ned. Det udstiller demokratiets svaghed. En svaghed, der kan sætte spørgsmålstegn ved selve demokratiet og i et langt træk bane vejen for totalitære foranstaltninger og løsninger på, hvad der i hele vores vestlige verden kan gøres for at forhindre opvarmningen i at gå grassat.

Med andre ord kan klimaudfordringen få den sideeffekt, at der sættes spørgsmålstegn ved demokratiet, hvor et totalitært regime som Kina kan speede op og måske fremvise holdbare og succesfulde løsninger. Skal vi få en tro på, at vi kan gøre noget og som folk handle med fælles vilje, må Folketinget som den ypperste folkevalgte kompetente samling tage det ansvar på sig, at det ikke demotiverer og demoraliserer vores fælles vilje med som sagt unødige og underlødige taktiske manøvrer, der skal bane vejen til regeringsmagten.

De samfundsbærende store partier som Venstre og Socialdemokratiet og med dem de øvrige partier må finde hinanden for at sætte ind med holdbare løsninger, der kan dæmme op for klimaopvarmningen samt i forlængelse heraf bevare demokratiet. Som en førsteprioritet, der ikke udelukker den igangværende politiske diskussion om indvandringen og bevarelse af den nationale sammenhængskraft og velfærdssamfundet. En førsteprioritet med tyngde, der over for danskerne fremviser først og fremmest løsninger, vi kan tro på og med fælles vilje vil arbejde for.

Venstre og Socialdemokratiet må kort sagt finde hinanden. De må sætte sig sammen med det formål at danne en samlingsregering, som også Dansk Folkeparti kan indbydes til at deltage i. Risikoen for, at det i sig selv kan få en totalitær undertone, må modvirkes af netop en målrettet og oplysende dialog med danskerne, der motiverer vores fælles vilje til at ville handle og om nødvendigt også ændre vores levevis. Historisk set kan det endda styrke kernen i vort folkestyre, som fra midten af 1800-tallet, hvor landbruget gik over til animalsk produktion og opdyrkede heden, og siden arbejderbevægelsen opnåede retten til at organisere sig og forhandle løn i 1899.

Dengang, efter nederlaget ved Dybbøl i 1864, kendetegnet ved en bred nødvendig folkelig opbakning, hvor man sagde, at »hvad udadtil er tabt, skal indadtil vindes«. Den samme ordlyd kan være overskriften for en målrettet samlingsregerings indsats over for opvarmningen, der bevidst søger danskernes støtte. Meningsmålingerne lige nu antyder, at statsminister Lars Løkke Rasmussen da nok må opgive Statsministeriet og overgive det til Mette Frederiksen. Det vil Lars Løkke helt sikkert kunne leve med, al den stund han vil være en af flere hovedaktører i en ærefuld historisk-folkelig indsats for klimaet. Selvfølgelig er politik også et spørgsmål om idé og magt, men der skal andre boller på suppen, hvis der skal tages afgørende skridt for klimaet og i det også for demokratiet.