Der er i hvert fald syv gode grunde til at nedlægge regionerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regionerne ledes af et folkevalgt råd, men i de fleste tilfælde er det kun regionsformanden, der er fuldtidspolitiker. Derfor træffes beslutningerne i praksis af embedsapparatet, som indeholder meget få fagfolk. Derfor har man gradvist bureaukratiseret det praktiske arbejde på hospitalerne, så lægerne nu kun kan se halvt så mange patienter per dag, som de kunne tidligere.

Et statsligt system vil have lettere ved at beslutte de generelle organisatoriske ændringer, som er nødvendige. I Norge skulle en afdeling som i Danmark ledes af en overlæge og en oversygeplejerske, men det afskaffede det statslige styre. Det er næsten ikke til at få det afskaffet i regioner med folkevalgte bestyrelser.

Et tredje argument for afskaffelse af regionerne er, at man kun derved kan nå frem til at have ét it-system for hele Danmark. Ingen politisk valgt regionsledelse vil have styrke til indrømme sine fejltagelser.

I et statsligt system vil man kunne planlægge en stille og rolig overgang til et fælles system, så der ikke opstår alt for store driftsforstyrrelser.

Der er behov for centralisering af patienter med sjældne lidelser og patienter, som kræver højt specialiseret behandling. Regionerne holder på deres patienter, fordi det koster penge at blive behandlet i andre regioner.

I Norge og i Holland kan enhver patient frit vælge, hvor de vil behandles i hele landet, og sådan skal det også være i Danmark.

For det femte er det typisk for hospitalsvæsnet, at vi ikke lærer nok af hinandens erfaringer. Der foregår meget få tværgående analyser af, hvordan tingene bedst organiseres på forskellige afdelinger.

Det gælder organisationen af det lægelige arbejde, af undervisningen, af sekretærarbejdet og sygeplejearbejdet m.v. Nogen må have fundet ud af at gøre det bedre end andre, og deres eksempel skal selvfølgelig bruges, ikke blot i en enkelt region, men i hele landet.

For det sjette kniber det med produktionskontrollen. Særlig oplagt er det inden for det kirurgiske område, hvor Sundhedsstyrelsen allerede har udfoldet betydelige bestræbelser, men der skal gøres mere for at sikre, at ingen patient bliver opereret af en kirurg, der ikke har en betydelig erfaring med den pågældende operation. Fordelingen af operationer på forskellige afdelinger bør i langt højere grad kunne foregå på landsplan snarere end på regionsplan.

For det syvende bør der oprettes et forskningsråd for klinisk forskning, det vil sige et forskningsråd, som udelukkende fordeler midler til patientorienteret forskning og udvikling.

De såkaldte MRC-enheder i England er et godt eksempel. Her kan man få penge til at drive en ny subspecialiseret funktion i fem år fra en landsdækkende fond (som ganske vist et alt, alt for lille).

I dag foregår næsten al behandlingsforskning sponsoreret af lægemiddel- eller apparatproducenter. Det kan ikke undgå at give en forvridning i prioriteterne. Forskning, der for eksempel har til hensigt at afskaffe en bestemt behandling, har absolut ingen chance for at blive finansieret, men det kunne spare samfundet for store beløb.

Jeg håber, at regeringens kommende sundhedsreform vil indeholde en afskaffelse af regionerne, og at nogen at de punkter, jeg har nævnt i nærværende indlæg, vil blive taget i betragtning.

Men jeg kan da også godt udtrykke en frygt for, hvad der vil kunne gå galt: mindste fællesnævner, mangel på midler til udvikling og forskning, bestyrelser, der kun består af administratorer og politikere uden det fornødne faglige islæt, udsultning af udkantsområder og meget mere.

Det skal blive utroligt spændende at se, hvad de kommende forslag indeholder.