Nedlæg regionerne
I stedet for nærhed i sundhedsvæsenet er danskerne nu ved at få stalinistiske ”supersygehuse”.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Centraliseringen i Danmark begyndte reelt med indførelsen af amtssystemet den 19. februar 1662. I 1671 var der 20 amter. I 1793 skete der en omlægning, hvorved Danmark til Kongeåen blev opdelt i 17 amter. Ved kommunalreformen i 1970 blev landet inddelt i 14 amter, og disse blev den 1. januar 2007 afløst af fem regioner.
Allerede inden regionerne blev oprettet, hørtes røster om at nedlægge dem, og i det forgangne tiår har debatten aldrig villet dø. I 2011 manifesterede der sig et politisk flertal for at nedlægge regionerne, men der var ikke enighed om, hvad der skulle sættes i stedet.
Til efteråret præsenterer regeringen en sundhedsreform, men allerede nu siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, som optakt til partiets sommergruppemøde, at tiden er kommet til at afskaffe regionerne. »Det er mere aktuelt end nogensinde før,« siger han til Politiken.
Ingen kan sagligt kalde regionerne en succes. Amterne kunne udskrive skatter. Det kan regionerne ikke, og derfor er de endt som Folketingets og bureaukratiets forlængede arme.
I stedet for nærhed i sundhedsvæsenet er danskerne nu ved at få stalinistiske ”supersygehuse”, der i Region Nordjylland antager surrealistiske proportioner, når diminutive provinssygehuse i Farsø, Hobro og Thisted bramfrit kaldes ”Aalborg Universitetshospital”.
De fem regioner har ikke evnet noget så banalt som at vælge det samme system til digitale patientjournaler, og senest har indeklimaproblemerne på det nye Aarhus Universitetshospital understreget inkompetencen i regionerne.
Der findes i verden godt et halvt hundrede byer med indbyggertal, der er større end Danmarks befolkning, og hvor sundhedsvæsenet næppe styres af et stort antal politisk-administrative enheder. Singapore, hvis indbyggertal svarer til Danmarks, har en snes offentligt ejede hospitaler, der sorterer under østatens sundhedsministerium. I Danmark vil den oplagte model være at lade professionelle bestyrelser få driftsansvaret for de enkelte hospitaler. Når personalet dagligt udviser stor professionalisme, siger det sig selv, at den ansvarlige ledelse skal være på niveau hermed.
En nedlæggelse af regionerne fører uvægerligt til en diskussion om øget centralisering, men det behøver ingenlunde at blive tilfældet. Centralisering er synonymt med, at alt skal samles i København, men der eksisterer i dag et politisk flertal for at sende statslige arbejdspladser ud af hovedstadsområdet, og når regionerne forsvinder, kan man passende udflytte Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Afdelingen for Sygehuspolitik og Sundhedsøkonomi, Afdelingen for Ældreområdet og det Nære, Sammenhængende Sundhedsvæsen samt Afdelingen for Lægemidler, Internationale Forhold, Sundhedsjura og Psykiatri.
Centralisering er af det onde, men da Folketinget har demonstreret en udtalt vilje til gennem målrettede bevillinger at ville detailstyre kommuner og regioner, må Folketinget nødvendigvis samle alle sundhedspolitiske beslutninger på Christiansborg og lade regeringen stå for udmøntningen af dem.
Fordi pengene bevilges af Folketinget, skal det fulde ansvar for sundhedssektoren ligge hos regering og folketing. Et led i dette ansvar er også at sikre, at den kommunale del af sundhedsvæsenet over alt i landet leverer en ensartet betjening.
Kommunerne er nævnt i grundloven, men det er regionerne ikke, og derfor kan de uden videre nedlægges.
Jo før det sker, des bedre.