En fødselsdag, der ikke skal fejres – de svageste er blevet fattigere
Idéen med en velfærdsstat er vel netop, at staten – og ikke den nærmeste familie – skal sikre folk en minimumslevestandard.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære politikere, så er det i disse dage, at I for to år siden indførte kontanthjælpsloftet. Det er ikke værd at fejre, for det har skabt større fattigdom for de svageste. Det er ikke kun den enlige mor eller far på kontanthjælp, der er ramt af en dårlig økonomi, men hele familier og børn, der vokser op i fattigdom.
Kan vi være det bekendt i et velfærdssamfund? Vi ved, at bare et enkelt år i fattigdom slæber spor med ind i voksenalderen for de ramte børn. Hvordan skal man kunne koncentrere sig i skolen, når man ved, at der ikke er råd til mad eller til at leve som kammeraterne gør?
Jeg har kontanthjælpsvirkeligheden på nærmeste hold i familien med to nære familiemedlemmer på kontanthjælp. Jeg må ofte hjælpe til økonomisk, for at de kan få lidt mere livskvalitet og betalt regningerne.
Idéen med en velfærdsstat er vel netop, at staten – og ikke den nærmeste familie – skal sikre folk en minimumslevestandard. Selv har jeg kun min sygehjælperløn og skal snart på pension. Så min økonomiske hjælp rækker desværre ikke så langt, som jeg ville ønske.
Det er et faktum, at kontanthjælp dræber. Det dræber livskvalitet og motivation for at finde arbejde, for der findes ikke de skånejob, som kontanthjælpsmodtagere måske kunne klare. De døjer i forvejen med dårligt helbred, da de ofte er psykisk pressede, og hvordan skal man kunne passe sine børn, når man er under økonomisk stress?
Der er ofte ikke penge til fritidsaktiviteter. Heller ikke til råd til varm mad hver dag eller en skolemælk. Det ved jeg fra min egen familie. Et samfund bør kendes på, hvordan det behandler sine svageste, sagde overlæge Svend Heinild engang. Efter den målestok er det efterhånden et fattigt land, vi lever i.
Min datter mistede 25.000 kr. i boligsikring ved indførelsen af kontanthjælpsloftet. Det er en hel måneds madbudget. Hjemmet er det sidste, folk opgiver, men det kan endda være svært at betale de tårnhøje udgifter, når boligsikringen er så hårdt beskåret.
Og billige boliger hænger jo ikke på træerne. Jeg mener, at loftet er i strid med både grundloven og menneskerettighederne, for det fratager mennesker at få opfyldt deres mest basale behov såsom bolig, mad og et socialt liv.
Nu har vi jo ikke fattiggårde mere, men hvis loftet ikke afskaffes, ender det med, at folk står på gaden.
Det er deprimerende at læse på Facebook om folk i gruppen ”Næstehjælperne, sammen er vi stærkere”, at de ikke har råd til at betale de faste udgifter og må søge om hjælp til mad allerede samme dag, de har fået deres ydelse. Så bliver det en lang og ydmygende måned at skulle tigge familie og venner om mad til sine børn og sig selv.
Mange må skralde i containere, men sygdom kan forhindre, at de kan, og det er da uværdigt at være tvunget til at skulle hente sin mad op af en container i et land som Danmark.
Er der nogen politikere, der vil gøre det? Er der nogen politikere, der vil prøve at leve af en kontanthjælp på mellem 9-11.000 kr. til alt – bare et par måneder?
Det ville klæde politikerne at komme ud i virkeligheden og se den selv. Afskaf nu det kontanthjælpsloft, og lad os få et mere solidarisk samfund, hvor alle kan leve anstændige liv.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.