Politisk svigt ved bestyrelsesudpegninger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Organisationer med politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer bliver svigtet. I modsætning til det professionelle erhvervslivs bestyrelser er det nemlig ikke kun viden og kompetence, der afgør en udpegning.

Når den enkeltes viden og kompetence kommer i anden, tredje eller måske fjerde række, og når der ikke bliver taget tilstrækkeligt hensyn til bestyrelsesmedlemmernes samlede faglighed og kompetence, så sker der et svigt.

Det er forhold, som mange organisationer med politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer har levet med i mange år. Men skal det fortsætte?

Nej, tiden må være inde til et opgør med pamperiet. Tiden må være inde til nye regler for politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer. Tiden må være inde til større professionalisme i bestyrelserne hos de primært skattefinansierede organisationer og virksomheder.

De berørte organisationer kunne starte proaktivt med at udarbejde en beskrivelse af ønskede kompetencer hos nye bestyrelsesmedlemmer. Det kunne være på basis af en sådan beskrivelse, at de politiske partier fik mulighed for at foreslå kandidater, der opfylder de ønskede fagligheder.

Det vil i nogle tilfælde betyde, at et politisk parti ikke kan finde kandidater blandt egne folkevalgte, måske heller ikke blandt andre partimedlemmer, men så må man jo bare ud eksternt for at finde kandidater med de rette kvalifikationer.

I nogle tilfælde er det lovbestemt, at medlemmer til råd, nævn og bestyrelser skal udpeges blandt siddende medlemmer i kommunalbestyrelser og regionsråd. Her må man så blot opfordre til tværpolitisk samarbejde, så de mest kvalificerede kandidater vælges uanset partifarve.

Det bliver ikke let. Fordeling af poster efter et valg er en hård kamp. Men en professionalisering bør der ske. Det må være et legitimt krav både fra de berørte organisationer og ikke mindst de skatteydere, der i sidste ende skal betale regningen.