"Hvordan kan jeg forventes at være nærværende? Det har jeg ikke tid til"

Da jeg åbner døren til børnehaven, bliver jeg mødt af glade børn. Mette fortæller, at hun har ondt i hovedet. Jeg siger ”det ikke lyder rart”, inden jeg når at sige mere er hun videre – det var nok alt, hun havde brug for at fortælle lige nu. Desværre når jeg ikke at tale mere med hende i dag, for her kommer så den første mavepuster, der banker energien ud af mig. I kalenderen kan jeg se, at en studerende er på skole, en kollega holder ferie og én har barn-syg. Selvom der er tre væk, er der kun råd til en vikar. Jeg løfter hovedet og tænker: ”Det har vi prøvet før. Vi klarer den igen!”

Jeg har nu været på arbejde 15 minutter og vil egentlig helst være sammen med børnene, men først er jeg nødt til at gå til møde om et barn. Inden da er jeg dog nødt til at få afklaret noget planlægning af næste uges aktiviteter med en kollega.

Mens jeg klarer disse opgaver, har Karsten, som er vikar på 4. måned, været alene på stuen med 19 børn. Heldigvis er mine kolleger fra de andre stuer søde og hjælper Karsten ved at tage nogle børn med ud på legepladsen.

Nu er det tid til frokost, hvor der burde være rig mulighed for at give børnene en oplevelse af lyttende og nærværende pædagoger.

Fie siger ”Jaa … jeg skal sidde ved siden af Pernille” da jeg sætter mig ved et bord, mens Signe siger ”Det er lang tid siden, at jeg har fået lov at sidde ved siden af en voksen”. Jeg bander indvendigt over, at en pige på 5 år bider mærke i det.

I dag får 13 børn mulighed for at føre en samtale med de voksne, hvis de vel at mærke har tålmodighed til at vente på, at det bliver deres tur og ikke bare giver op - de 6 andre får nok muligheden en anden dag. Mon jeg skulle begynde at føre skema, så børnene på skift får min opmærksomhed?

Så er det tid til at rydde op på stuen, skifte bleer, hjælpe børnene i tøjet og sørge for, at der bliver tisset af, inden vi går ud.

På legepladsen er min kollega, Sarah, og jeg sammen om at se efter 58 børn - det er koldt, og Mads spørger ”Hvornår skal vi ind?”. Jeg ved, at han er kold og fryser, men jeg ved også, at vi ikke kan være inde, når vi ikke er flere voksne. Jeg går i stedet med ham ind for at få mere tøj på – velvidende, at jeg efterlader Sarah alene på legepladsen med 57 børn, men igen, det har hun jo prøvet før.

Hvis jeg kunne, ville jeg sætte en fysisk aktivitet i gang, så børnene kunne få varmen, men hvem skal så hjælpe Victor, der har slået sig, Lærke der savner sin mor og Tobias, der ikke kan komme ned fra træet? - jeg må være overbliksvoksen.

Eftermiddagsmaden går som den plejer, vi spiser, mens jeg læser en bog – i dag er det den om Lise Lommeløs – børnene elsker den, og jeg nyder de 30 minutters samvær med børnene uden afbrydelser. Men så går virkeligheden atter op for mig. Kl.15.30 går de fleste af mine kolleger hjem, og vi er nu to voksne tilbage i hele børnehaven. Så gælder det om at være kreativ og strategisk. Jeg får sat alle børn i gang med forskellige lege på stuen og håber på så få konflikter som muligt. Der skal også være tid til at hjælpe dem der er på toilettet, krydse børn ud og gerne fortælle alle forældre om netop deres barns dag og samtidig forsøge at se ud som om, at jeg er fuld af overskud, selvom det mangler.

Hvordan kan det forventes, at vi skal have nøje tilrettelagte aktiviteter, der kommer det enkelte barn til gode, at vi skal være nærværende, anerkendende, inkluderende og omsorgsfulde, når vi ikke engang har tid til at være sammen med børnene?

Jeg skammer mig nogle gange over det samfund jeg selv er en del af, hvordan kan vi prioritere børn så lavt?