Kronik: Har Danmark en fremtid?
Der er noget grundlæggende galt med det danske velfærdssystems struktur. Solidariteten, som velfærdssamfundet er bygget på, har nået sin grænse. To fremtrædende medlemmer af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er parat til at diskutere ændringer.
Finansministeriet har netop udgivet sin Budgetredegørelse 2005. Det er spændende læsning. For mange er tallene naturligvis forudsigelige. Men satte vi helt uafhængige økonomer, der aldrig havde sat deres ben i eller beskæftiget sig med Danmark, til at tage stilling til rapportens indhold, er der næppe tvivl om diagnosen, de ville stille: Patienten er i fuld gang med at undergrave sit helbred.
Danmark er et rigt samfund. Vi har verdens højeste erhvervsfrekvens på 76 pct. (p.9), en pæn økonomisk vækst og en stærk social profil i form af høj omfordeling. Men Danmarks konkurrenceevne hæmmes af én af verdens største offentlige sektorer, som nødvendiggør en skatteopkrævning, der ligger på andenpladsen blandt alle OECD-lande. Kun Sverige overgår os. Og dykker man ned i tallene, er der ingen tvivl om, at det enorme skattetryk på 55 pct. af BNP (p.37) har en afgørende betydning for danskernes hverdag. Der er to helt afgørende virkninger:
For det første: Målt på erhvervsfrekvensen er Danmark det land, hvor flest mennesker arbejder. Men ser vi på arbejdstiden, er Danmark blandt de laveste i OECD. For når udkommet af den sidst tjente krone er så minimalt, som det er i Danmark, er der naturligvis ringe incitament til at arbejde ud over den ramme, som overenskomsten fastsætter. Den faste arbejdsuge muliggør en rimelig levestandard - og med visheden om, at en ekstra indsats alligevel ikke har den store effekt på økonomien, vælges fritiden. Jo højere skatten på arbejde er, des billigere bliver fritiden. Det betyder, at vi danskere ikke skaber den vækst, vi kunne.
For det andet: Den høje skat overvæltes på produktionspriserne, og i en verden, der er præget af langt mere konkurrence end nogensinde før, vil vi i de kommende år få sværere og sværere ved at klare os i konkurrencen.
Der er således grund til en nærmere analyse af, hvorfor skatten i Danmark er så høj. De tre væsentligste årsager er:
Antallet af offentligt ansatte.
De høje og passiviserende sociale ydelser til de aktive aldersklasser.
En grundlæggende mistillid til, at private kan løfte en serviceopgave.
Vi vil vælge at tage områderne hver for sig.
Danmark har 30 pct. af samtlige beskæftigede ansat i den offentlige sektor (p.58). Det er væsentligt højere end alle andre i OECD. 19 pct. af disse er ansat i staten og 81 pct. i amter og kommuner og koncentrerer sig særligt om social-, undervisnings- og sundhedsområdet. Der er naturligvis ingen, der ønsker forringelser af disse områder; men det må være muligt for et gennemstruktureret samfund som det danske at finde modeller til at løfte disse opgaver på en mindre personaletung måde. Eksempelvis er hele sygehusvæsenet præget af en grundlæggende syg struktur, der bedst af alt ses ved, at Danmark faktisk er ét af de lande i OECD, der har flest læger pr. tusind indbyggere - alligevel hører vi konstant tale om lægemangel. Det er ikke sandt. Vi har strukturmangel og udnytter vore ressourcer forkert. Derfor bliver det så dyrt. Tilsvarende på skoleområdet: vi har EU's dyreste skolevæsen, men produktionsresultatet er ringe.
De offentlige ydelser er ekspanderet de sidste 30 år. Det er ofte - med megen sandhed - sagt, at et velfærdssamfund skal måles på, hvordan det behandler sine svage. Ifølge OECD udgør Danmarks offentlige udgifter til indkomstoverførsler en lidt større andel af BNP end flertallet af de lande, vi normalt sammenligner os med (p.54). Danmarks lave ledighed taget i betragtning er det ubegribeligt, at vi fortsat ligger blandt de lande, der har de højeste udgifter til sociale overførsler. Forklaringen skal findes i, at vi har 897.242 (Danmarks Statistik, 2003) i den arbejdsduelige alder (mellem 15 og 64 år) på overførselsindkomster. Med en befolkning på 5,3 mio. kan enhver se, at dette er uholdbart. Reformer på området for overførsler til de aktive aldersgrupper er derfor uomgængelige. Naturligvis er det her befriende let at pege på de udlændinge, primært fra muslimske lande, som vi ved, ligger landet uhørt til økonomisk last. Deres erhvervsevne er langt lavere end nogen anden befolkningsgruppes, og deres konsum af offentlige ydelser lige fra børnepenge til bistandshjælp er helt i top.
Men der er også en lang række andre områder, hvor ændringer er påkrævet. Vi kan ikke sætte pensionsalderen ned, samtidig med at folk lever længere og længere og i deres arbejdstid på grund af et for højt skattetryk arbejder for få timer om året. Vi kan ikke fortsætte med at lade folk trække sig ud af arbejdsmarkedet med permanente ydelser som efterløn og førtidspension uden sikkerhed for, at der er en fysisk eller psykisk lidelse eller nedslidning som årsag. Hverken moralsk eller økonomisk kan vi opretholde et skattetryk på 55 pct., samtidig med at andre, som kunne arbejde, ikke bidrager til samfundets produktion.
Endelig er der grund til at se på effektiviteten i den offentlige sektor. Det er et hovedtema i Finansministeriets Budgetredegørelse, og der er da også fine produktivitetsgevinster nogle steder. Men grundlæggende er der noget galt i, at vi vægrer os ved at afgive de offentlige monopoler og skabe øget privatisering.
Finansministeriets egen rapport understreger, at den private sektor har et incitament til rationalisering, som slet ikke findes i det offentlige. Derfor er der god grund til at lade sektorerne nærme sig hinanden. Hvorfor ikke lade det offentlige købe langt flere sengepladser på privathospitaler - ja måske helt nedlægge de afdelinger, som privathospitalerne kan overtage?
Da vi lige før sommerferien i Folketinget frigav muligheden for at oprette private børnehaver, lød der et ramaskrig fra venstrefløjen. En helt uforståelig reaktion fra en fløj, som i en hel valgkamp har talt om bedre børnepasning. En privatisering vil jo netop medføre de fordele, vi kender fra andre sektorer. Forbrugerne får retten til at bestemme - og ikke politikerne, der desperat forsøger at sikre deres genvalg.
Til efteråret kommer Velfærdskommissionen med sin rapport. Den ventes med spænding. Enhver - økonom eller ej - kan se, at der er noget grundlæggende galt med det danske velfærdssystems struktur. Det er ikke nok, at vi konstaterer, at problemerne er større i de andre EU-lande, og at væksten i euro-zonen er klart lavere end i Danmark. EU kan ikke løse problemerne for os, lige så lidt som EU kan løse problemerne for de andre EU-lande. De nødvendige reformer er forskellige fra land til land, og de kan kun løses af nationalstaterne.
Vi kan ikke overleve i en stadig mere internationaliseret verden, hvis incitamentet til at skabe er væk; hvis høje marginalskatter får gode hjerner til at flygte, eller hvis vi gør produktive, sunde og raske mennesker til vedvarende pensionsmodtagere, blot de fylder 60 år. Solidariteten, som velfærdssamfundet er bygget på, har nået sin grænse. Og den står klart at læse i Finansministeriets Budgetredegørelse. Må den blive læst af alle med samvittighed og ansvar for samfundet fremover - og således danne grobund for sommerferiens refleksion over fremtidens Danmark.