Unge er hverken dovne eller uansvarlige. Men er du nysgerrig på, hvad vi vil?
Drop argumentet om, at ungdomsgenerationen bare ikke er gammel nok til at forstå noget. Samfundet har nemlig udviklet sig, siden du selv var ung.
Kære bedstefar, jeg holder meget af at høre forskellige generationers fortællinger om dengang, de var unge, og om de udfordringer, de har mødt på deres vej. Når jeg hører de historier om både op- og nedture, som bedsteforældre kan fortælle, giver det mig en følelse af, at alting nok skal blive okay på min vej.
Men akkurat lige så meget som jeg holder af at høre de gode fortællinger fra jer bedsteforældre, lige så oprevet kan jeg blive, når I affærdiger min generations problemer.
Jeg hører ofte sætningen »bare vent til du bliver ældre« eller »sådan var det jo, da jeg var på din alder«, og så forventer I, at diskussionen slutter der. Men det dur ikke at bruge min alder som trumfkort i en diskussion om, hvordan verden ser ud i dag. Vi er vel enige om, at samfundet har udviklet sig siden dengang, du selv var ung?
Når alder bliver trumfkortet, man vinder en diskussion med, er der ingen, der vinder.Anna Bisp Asghari
Når alder bliver trumfkortet, man vinder en diskussion med, er der ingen, der vinder. Vi ignorerer bare en masse vigtige spørgsmål, vi som samfund bliver nødt til at løse. Alder er en doven måde at vinde en diskussion på.
Selv om du og din generation har levet flere år i denne verden og i dette samfund end mig, så må du aldrig stoppe med at stille spørgsmål og være nysgerrig. Også om den måde vi har indrettet samfundet på.
Hvis du bare antager, at historien vil gå sin gang, som den altid har gjort, så underminerer du vores mulighed for at skabe gode forandringer for fremtiden. Og jeg vil have mulighed for at se og skabe en anderledes verden og et andet samfund end det, du kommer fra. Jeg synes eksempelvis, at vi skal ændre den måde, vi altid opfatter ungdommen på.
Mange fra din og mine forældres generation opfatter os unge negativt. I ser danske unge som demokratisk dovne, selvoptagede og dårlige til at overholde myndighedernes retningslinjer eksempelvis her i coronatiden.
Og selvfølgelig klassikeren, at danske unge er verdensmestre i druk. Selvfølgelig kan alkoholkulturen være et problem for nogle unge, og jeg er glad for, at vi er opmærksomme på at ændre den kultur. Men hvorfor kan vi aldrig fokusere på nogle af de mere positive fortællinger om den danske ungdom?
Det er for let købt at læne sig tilbage og betragte den nuværende ungdomsgeneration som doven, dum og fordrukken – og samtidig affærdige vores ønsker om et bedre samfund med henvisning til, at vi bare ikke ved nok endnu.
I virkeligheden tror jeg, at alle ungdomsgenerationer ligner hinanden. Jeg kan selvfølgelig kun sige noget om min ungdomsgeneration. Om den ved jeg, at vi i dag er ekstremt engagerede og virkelig handlekraftige i forhold til at gøre noget og kæmpe for den verden, vi ønsker at leve i. Det er en vigtig fortælling om den danske ungdom.
Jeg ved, at din generation har været mange kampe igennem for at nå til det samfund og det liv, vi kan leve i dag. Det er jeg taknemmelig for. Men jeg håber, at du stiller dig selv spørgsmålet: Hvad kæmper unge for i dag? Og hvad kan jeg gøre for at støtte op om deres kamp? Ligesom du måske håbede, at den ældre generation ville gøre, dengang du selv var ung.
Med ungdommelig hilsen, Anna.
Anna Bisp Asghari er projektleder på Akademiet for Samfundsengagerede Unge.