Som ung valgte du at blive konditor. Hvorfor gav du mig aldrig muligheden for at gå håndens vej?

Kære morfar. Som ung akademiker må man vænne sig til at miste fodfæstet på et prækært arbejdsmarked, hvor den ældre generation sidder trygt på stabile stillinger med gode indtægter og måske endda med både boligformue og pensionsopsparinger.

Folk fra din generation siger ofte, at vi unge ikke sætter pris på det arbejde, som fagforeningerne har gjort. Vi bliver beskyldt for ikke at kende vores historie. Men hvor er fagforeningerne, når alt for mange akademikere ikke kan få job, selv om de er nyuddannede og har kæmpe stor lyst til at gribe verden?

Mange nyuddannede akademikere bliver overladt til et dagpengesystem, der på ingen måde afspejler nutidens arbejdsmarked med projektansættelser og deltidsjob. Og hvor gratis arbejdskraft i form af virksomhedspraktikker og løntilskud er en naturlig del af arbejdslivet.

Burde fagforeningerne ikke spille en meget større rolle i at sikre, at man som nyuddannet kommer ind på arbejdsmarkedet på ordentlige vilkår?

Du er vokset op i en meget anderledes tid end mig på godt og ondt. Måske havde du ikke engang mulighed for at vælge, hvad du ville uddanne dig som og arbejde med. Men én ting ved jeg: Du var stolt over at være konditor.

Jeg bliver igen og igen fortalt, at jeg har uendelig mange muligheder for at vælge, hvilken uddannelse jeg vil have, og hvilket liv jeg vil leve bagefter. Men mine valg har i høj grad været påvirket af den offentlige debat og mening.

F.eks. sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i 2012, at hver fjerde skulle have en lang videregående uddannelse.

En sådan vision har konsekvenser for, hvilke beslutninger man tager som ung. Som ung ved man jo udmærket godt, at det at tage en uddannelse skal give mening på den anden side. Man skal tage en uddannelse for at skabe en god fremtid for sig selv, og for det samfund man lever i.

Derfor lytter man til politikerne. Men hvorfor var det lige, at vi alle sammen skulle være akademikere? Hvor ville jeg dog ønske, nogle havde givet mig muligheder, der kunne åbne min verden lidt op med alternativer.

Selvfølgelig ønsker hver generation, at den efterfølgende generation skal klare sig bedre, skabe et bedre samfund og blive lykkelige end den tidligere. Men jeg vil opfordre til, at vi som samfund ikke sætter lighedstegn mellem den slags succesparametre og så en akademisk uddannelse.

Drømmen om, at hver generation bliver rigere og mere succesfuld gennem længere uddannelse, er en falsk præmis. Min generation af unge er lige nu fattigere, end hvad jeres generation var, da I var unge. Og måske er det for det bedste.

Måske finder min generation andre veje til at forstå, hvad lykke er, og hvad et meningsfuldt liv indebærer. Det bliver vi i hvert fald nødt til at prøve, så længe de ældre generationer sidder så tungt på samfundets økonomiske ressourcer.

Med ungdommelig hilsen,
Anna

Anna Bisp Asghari er projektleder på Akademiet for Samfundsengagerede Unge og programansvarlig for Ungdommens Folkemøde.