Undgå fælderne på vejen til dit ønskehjem
Du kan se dine ønsker blive til virkelighed, hvis du bygger et helt nyt hus. Men der er mange beslutninger at træffe og en række fælder, man helst skal vige udenom.
Det rigtige antal børneværelser, den hyggelige stue, nok badeværelser og et køkken, der hverken er for stort, for småt eller for isoleret.
Der er nok at tage hensyn til, når man skal finde drømmehuset, for der er jo ikke nogen grund til at gå på kompromis, før man overhovedet er flyttet ind. Hvis det hjem, man ellers lige så tydeligt kan se for sig, ikke findes i nogen af boligannoncerne, kan det næste skridt derfor være at bygge sit eget fra grunden. Her er det kun pengepungen, der sætter begrænsningerne.
Skal du selv være arkitekt?
Når først beslutningen er taget om, at jeres drømmehus skal være nybygget, står det næste spørgsmål allerede i kø. For drømmer I om selv at tegne huset med hjælp fra en arkitekt, eller skal det være et typehus, hvor der trods alt kan spares lidt på regningen? Det afhænger fuldstændig af drømme, tid, engagement og økonomi.
»Den mest almindelige måde er typehuset. Der vælger du én type hus og har nogle valgmuligheder for at tilpasse det ud fra deres katalog. Du får også nogle stordriftsfordele, fordi modulerne ligner hinanden, så der er flere, der kan være med på prisen,« siger Torben Liborius, som er erhvervspolitisk chef hos Dansk Byggeri.
Typehuset har til gengæld nogle bindinger eller begrænsede valgmuligheder, hvor det arkitekttegnede hus kan præges helt af en selv.
Den mest almindelige måde er typehuset.Torben Liborius, erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri
»Typehuset tager udgangspunkt i en færdig pris, og mange ting er allerede givet. Det kan man også selv påvirke, men det udløser også en prisstigning. Det, man skal overveje, før man vælger arkitekttegnet, er, at man skal investere meget tid i det selv. Man skal regne med nogle møder i forbindelse med skitseringsfasen, et par møder til kontraktforhandlinger, og man skal være med i forbindelse med afleveringen. Det er minimum. Man skal være indstillet på at skulle ud og undersøge, hvilke materialer man vil have – lige fra mursten til vandhaner,« fortæller Jens Frederiksen, der er arkitekt hos Gudnitz Arkitektfirma.
Ifølge arkitekt Jens Frederiksen er det, der oftest går galt ved de arkitekttegnede huse, at tidsrammen skrider lidt – i modsætning til typehusene, hvor der er en helt stram tidsplan.
»Vi oplever sommetider, at der bliver ændret ved noget i forbindelse med opførelsen. Bygherren finder måske ud af, at det var bedre at udvide badeværelset. Ændringer undervejs, hvor man ikke holder sig til tegningerne, giver selvfølgelig noget uro og tidsplansforlængelse. Alt skal jo koordineres håndværkerne imellem,« siger Jens Frederiksen.
Kom ud og kig på byggeudstillinger
En masse af arbejdet ligger forud for selve byggeprocessen, det er nemlig vigtigt at have gjort sig de rigtige overvejelser først.
Du kan ikke realkreditfinansiere noget, der ikke står der, og det er selvfølgelig en udfordring.Torben Liborius, erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri
»Først skal man selvfølgelig finde ud af, om man kan købe en byggegrund i det område, man ønsker. Så skal man sætte sig ind i økonomien, for hvad kommer det egentlig til at koste?« siger Michael Jespersen, direktør og medejer af typehusfirmaet Idéhuse.
»Det er en rigtig god idé at tage ud på nogle byggeudstillinger, så man kan få noget inspiration og se, hvad der kan lade sig gøre. Her kan man få gjort klart, hvad det er for en stil, man kan lide, hvilke krav man har til indretningen og så videre,« forklarer Michael Jespersen fra Idéhuse.
Idéhuse deltager selv i den nye byggeudstilling Byg og Nyt i Herning sammen med syv andre typehusfirmaer, hvor de viser en række forskellige typer lige fra funkis- til gesimshuse.
Finansiering og ekstraregninger
Et punkt, der kommer op igen og igen, er økonomi og finansiering, som man skal have fuldstændig styr på, før man kaster sig ud i et nybyggeri-eventyr.
»Du kan ikke realkreditfinansiere noget, der ikke står der, og det er selvfølgelig en udfordring. Typehusfirmaerne gør tit det, at der er en udstykning med nogle grunde, hvor de bygger huse, så de står der, når du investerer. Så kan du selv være med til at træffe de sidste beslutninger omkring tilpasningen,« siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius fra Dansk Byggeri.
Men selv om det økonomiske er på plads, kan man godt frygte, at der dukker uforudsete omkostninger op undervejs.
»Mange af de ekstraregninger opstår som følge af misforståelser – hvad var det egentlig, vi ville der? Konsekvensen af at flytte noget er måske, at der så også er nogle installationer, der skal føres anderledes. Et nyt hus skal jo leve op til en række tekniske krav, så det kan godt have mange følgevirkninger, når man vil flytte rundt på tingene undervejs,« siger Torben Liborius.
Hvis bare man holder sig til det, der er aftalt omkring eksempelvis typehuset, er prisen fastsat, og det bliver der ikke pillet ved undervejs.
»Det, der overrasker mange, er, hvad det koster, hvis man for eksempel ikke vil have det køkken, der var sat i fra start. Du får næsten ikke nogen rabat for at få taget det gamle ud. For standardelementerne er købt i så store serier, så hvis du vil afvige fra standardkøkkenet, får du næsten en 100 pct. udgift oveni,« fortæller Torben Liborius.
Flere og flere vælger at få en byggesagkyndig koblet på processen, så bygherre har sin egen mand på pladsen, som varetager bygherres interesser.
»Det hilser vi egentlig meget velkommen, det gør også kommunikationen for os til bygherre lidt nemmere nogle gange, fordi der så er en, der kan forklare det tekniske,« siger Michael Jespersen fra typehusfirmaet Idéhuse.
Eksperternes gode råd
- Tag ud og kig på byggeudstillinger. På den måde kan I få gjort klart, hvilken type hus I ønsker jer, og hvad der er realistisk.
- Gør jer klart, hvor I vil bygge henne, og find en grund. Du skal kende grunden for at kunne placere tingene i forhold til nord, syd, øst og vest. Hvis området er kendetegnet ved, at man vil tæt på skov eller kyst, er der også nogle beskyttelseslinjer.
- Find en samarbejdspartner, I er trygge ved. Spørg til andres erfaringer, og søg efter byggefirmaet på nettet for at se, om der kommer nogle gode eller dårlige historier op.
- Lad rådgivning være en post i budgettet. Det er sandsynligvis jeres livs største investering, så det er måske ikke der, man bør spare en advokatregning væk.
- Undersøg økonomien og finansieringen i projektet. En ting er, at jeres løbende økonomi er fin, men hvad med finansiering? Man har sjældent alle kontanterne i hånden, så det skal tænkes godt igennem. Hvis I forsinker betalingerne, så stopper byggeriet.
- De fleste firmaer har en jordbundsundersøgelse med i deres kontrakt. Hvis den giver anledning til bemærkninger, og det bliver en dyr omgang, kan man komme ud af kontrakten og kun betale for undersøgelsen.
- Husk jeres oprindelige plan. Man bliver let revet med af alle de mange muligheder. Selv om det bare lyder som småbeløb hver gang, løber det op.
- Undersøg driftsomkostninger, skatter og afgifter. Ét er at bygge hus, men man skal også have råd til at sidde i det. Hvis I flytter fra lejlighed til nybygget hus, er det en anden afgiftsstruktur, og det skal med i budgettet.
- Tag alle små tegninger og notater med til arkitekten, selv om det ikke ligner noget professionelt, er det en stor hjælp.