Fortsæt til indhold
Bolig

Jyllands-Posten gav kogebogen 6 stjerner: Her er opskriften på smørrebrødsrestaurantens nye klassiker

Rødbedetataren er et godt eksempel på, hvordan man kan løfte det grønne smørrebrød til nye højder – og den er ikke uden grund blevet en ny klassiker på Aamanns. Det skriver indehaver af smørrebrødsrestauranten, Adam Aamann, i sin nye kogebog "Manual til smørrebrød", som denne artikel er et redigeret uddrag af.

Adam Aamann

Før i tiden brugte man ikke rigtigt grøntsager på smørrebrød, bortset fra et par enkelte klassikere som kartoffelmadden og tomatmadden – og så lige til nød en svampetoast på fransk visit.

Men når vi nu i Danmark har et fantastisk udvalg af grøntsager, har det været oplagt at skabe nye ideer og gode alternativer til kødet, som vi jo spiser alt for meget af.

Rødbede på rugbrød kan måske lyde kedeligt, men du kan godt tro om, lyder det fra restaurantindehaver Adam Aamann. Foto: Petra Kleis

På Aamanns har grøntsagerne derfor fået en meget større plads i vores smørrebrødsmenuer, og det er blevet taget godt imod af gæsterne.

Det grønne smørrebrød byder på helt nye smagsoplevelser, men det kræver en vis grad af præcision at nå dertil.

Grøntsager på rugbrød kan hurtigt blive fladt i både udtryk og smag, hvis sammensætningerne og tilberedningerne ikke sidder lige i skabet.

Rødbede på rugbrød kan lyde simpelt og måske også ret kedeligt, men rødbedetataren med osteemulsion er et godt eksempel på, hvordan man med enkle teknikker og god tilsmagning kan løfte det grønne smørrebrød til nye højder – og den er ikke uden grund blevet en ny klassiker på Aamanns.

Her er opskriften.