Han skaber lamper af kunders gamle gulvbrædder: »Hvis jeg var en singlemand, så var jeg gået ned med stress på fulde drøn«
Lukas Brorfelde vil gerne ind under huden på kunderne med sine design – og vise, at man kan skabe kvalitetsdesign af genbrugsmaterialer. Ifølge fremtidsforsker er det en modreaktion til “produktbulimi”.
Med et fast job og flere projekter på tapetet havde snedker og designer Lukas Brorfelde i forvejen nok at se til.
Men da en kunde ringede for at fortælle, at han var ved at rive 70 kvadratmeter gammelt gulv op med nogle bemærkelsesværdigt tunge gulvbrædder, var det svært at sige nej.
Lukas Brorfelde er særligt interesseret i ældre materialer, som kan genbruges, og han var hurtig til at køre ud for at undersøge de tunge gulvbrædder, som kunden mistænkte for at være palisander.