Fortsæt til indhold
Bolig

Undgå overraskelser på energiregningen, når du tager i sommerhus

Se, hvordan du sparer energi i sommerhuset, og få hjælp til at finde faldgruberne, så du ikke bliver overrasket over et højt energiforbrug.

Andreas Schjørring Wied

I år vil rekordmange danskere holde sommerferie i et sommerhus. Allerede i april meldte udlejere om op til fire gange så mange bookinger som normalt. Derfor er det mere relevant end nogensinde før at se på, hvordan du sparer energi og penge i fritidshuset.

Det første gode råd er at huske de gode vaner. Dem har mange en tendens til at glemme, når de holder ferie.

Madlavning: Kog altid med låg på, da det halverer energiforbruget. Brug brødrister eller mikroovn i stedet for ovnen, når muligheden er til det.

Tøjvask: Drop forvasken, og fyld maskinen op, inden du vasker. Vask ved 20-30 grader. Lad tøjet tørre udenfor i stedet for i en tørretumbler.

Køl og frys: Hold lågen åben så kort tid som muligt. Indstil temperaturen i køleskabet til +5 grader og i fryseren til -18 grader, og tø frossen mad op i køleskabet.

Elektronik og belysning: Sluk lys, tv, radio, spillekonsoller og anden underholdning, når I tager på tur.

For mange er pool eller spa en del af sommerhusturens luksus. Men pool og spa er også store energislugere, der kan forhøje prisen for sommerferien.

For at reducere energiforbruget i sommerhuset kan I dække pool og spa til, når I ikke bruger dem – det holder på varmen. Det er også en god idé at lade rumtemperaturen være højere end vandets temperatur, da det mindsker fordampning.

Ejer du selv sommerhuset, kan du spare på driften og forøge værdien ved at energiforbedre. Du kan for eksempel installere solvarme, så solen helt gratis giver dig varmt vand – eller overveje solceller til elproduktion.

Bruger du huset hele året, er det vigtigt, at det er tæt og isoleret og har en billig varmeform som eksempelvis varmepumpe.

For de mange danskere, som for nylig har købt eller drømmer om at købe eget sommerhus, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på energiforbruget. For når du køber et hus, følger der altid en energiregning med.

Sommerhuse er ikke energimærket, så det er ikke altid let at gennemskue, hvor meget energi de faktisk bruger. Men du kan få et fingerpeg ved at stille fire spørgsmål:

Bruger sommerhuset mere energi end gennemsnittet? Spørg til det årlige elforbrug (inkl. elvarme) og find ud af, om det er mere end gennemsnittet for et almindeligt sommerhus, der uden vinterbrug er 1.200 kWh om året og med vinterbrug 2.500 kWh om året.

Er der elpaneler? Elvarme er dyrt. Overvej derfor varmepumpe, solvarme eller solceller. Hvis du vælger at opvarme med en brændeovn, så sørg for, at den er svanemærket.

Er huset isoleret nok? Både ydervægge og loft bør være isoleret med mindst 100 mm isolering, hvis du skal bruge huset om vinteren. I nybyggede sommerhuse isoleres ydervægge med mindst 150 mm og loft med mindst 250 mm isolering.

Andreas S. Wied er civilingeniør og fast tilknyttet Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.dk. Foto: PR

Er vinduerne gode nok? Stik et stykke papir ud ad vinduet, og luk vinduet over papiret. Er der ikke stor modstand, når du trækker papiret til dig, er vinduet utæt. Spørg også, om huset har energiruder. De holder dobbelt så godt på varmen som termoruder.

Du finder flere gratis, uvildige råd til at spare energi i sommerhuset på sparenergi.dk/sommerhus. Rigtig god sommer!

Andreas S. Wied er civilingeniør og fast tilknyttet Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.dk.