Fortsæt til indhold
Biler

Ungdommelig Jaguar kampklar i ny bilklasse

Den netop præsenterede Jaguar E-Pace er parat til at tage kampen op mod eksklusive konkurrenter som Audi Q3 og BMW X1.

Jens Overgaard

Med på beatet. Så kort kan de første indtryk af Jaguar E-Pace sammenfattes.

SUV-modellen, der netop er præsenteret, rammer nemlig ikke kun tidsånden med de høje biler, den giver også et mere ungdommeligt pift til mærket, der er i gang med den helt store omstilling i disse år.

Den 4,40 meter lange E-Pace, der er designet i samme streg som den succesfulde større F-Pace, skal tage kampen op mod bl.a. Audi Q3 og BMW X1.

Med en startpris på en halv million kr., når modellen lander herhjemme til næste år, befinder vi os dog også i de højere luftlag.

Her lægger englænderne især vægt på mærkets sportslige og terrænduelige dna. Det betyder, at E-Pace kan fås med en række agile køre-systemer. Det gælder bl.a. Adaptive Dynamics, der registrerer input fra føreren samt karosseri- og hjulbevægelser, mens den forudseende strammer affjedring og chassis op og justerer dæmpningen på vejen.

Sanselig og muskuløs

Motorpaletten spreder sig over Jaguar Land Rovers egne firecylindrede Ingenium-motorer, hvor basismotoren bliver en 150 hk dieselmotor, mens topversionen er en 300 hk benzinmotor, der klarer en topfart på 243 km/t. E-Pace kan fås med både for- og firehjulstræk.

Inden døre kan tilkøbes digital instrumentering, mens et nyt head up display er større og mere klart.
På den praktiske front kan bagagerummet klare 577 liter, mens der er store rum til aflægning i kabinen.

Ian Callum, chefdesigner hos Jaguar Land Rover, beskriver E-Pace som en bil, der sammenfatter og opdaterer Jaguars forhistorie på en sanselig måde.

»Den har en balance af det maskuline og feminine; ikke for højtidelig, men bestemt sanselig. Muskuløs og kurvet på samme tid. Det er den perfekte Jaguar-oplevelse,« lyder det fra Ian Callum til den engelske motorpresse.

Sikkerhedsudstyr

Jaguar fremhæver muligheden for en række sikkerhedssystemer som Forward Traffic Detection, der advarer føreren om køretøjer, som nærmer sig i vejkryds med begrænset udsyn. Mens en fodgængerairbag udløses under kanten af kølerhjelmen i tilfælde af kollision. Og selvfølgelig automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse.

På infotainmentfronten kan man få en digital instrumentering med 12,3 tommers skærm, som suppleres af en central berøringsskærm på 10 tommer, mens en ny generation af head up display kan projektere 66 pct. mere information op på forruden end tidligere og i en langt større skarphed.

Ekstraudstyret omfatter også mærkets Active Key, som er et gummiarmbånd, der kan bruges som nøgle.

Artiklens emner
Jaguar