Bentley har udviklet elbil med ”hjertestopagtig”-acceleration og trådløs opladning
Konceptbilen Bentley EXP 12 Speed 6e viser, at bilfabrikkerne er langt fremme i udviklingen af helstøbte elektriske luksusbiler.
Den første ægte elektriske luksusbil.
Sådan beskriver Bentley den åbne EXP 12 Speed 6e.
Konceptbilen, der omtales som en af de mest interessante af slagsen på det store motorshow i Genève, viser nemlig, hvor langt bilfabrikkerne er med tankerne om at integrere både el-drift og meget brugervenlig infotainment som en helt naturlig del af bilerne, der ikke kræver ofre af ejerne.
Det interessante er, at premium-bilerne viser vejen, før teknologien siver ned til de billigere mærker og modeller.
EXP 12 Speed 6e er ingen undtagelse. Ifølge fabrikken skal den kunne køre fra London til Paris på én opladning, hvilket svarer til omkring 500 km, mens selve opladningen klares trådløst med lynhurtig induktion.
Inden døre smyger instrumenteringen sig omkring føreren, som kan orientere sig på supertynde kurvede OLED-skærme. Betjeningen klares bl.a. fra en midterkonsol, der er udfærdiget i ét stort stykke glas.
Bentley oplyser ikke noget om effekten af motoren, andet end at den skal give et kraftoverskud med en ”hjertestopagtig”-acceleration.
Moderkoncernen, VW, har allerede vist konceptbilerne Audi e-tron Quattro Concept og Porsche Mission E, der kommer inden for et par år og med lignende rækkevidder og effekter på 435 hk og 600 hk viser vejen.
Bentleys konceptbil har sidespejle, der erstattes af små kompakte kameraer, det er en teknologi, som er tæt på at komme i produktion.
Modeller på vej
Modellen er en videreudvikling af konceptbilen EXP 10 med fast tag, som blev vist for to år siden, og den forventes at gå i produktion mellem 2018 og 2020. Men hvornår en elversion kommer, vides ikke.
Rolls-Royce viste i efteråret også et elektrisk koncept, nemlig Next 100. Her er designerne gået mere radikalt til værks og har gentænkt bilen omkring de elektriske drivlinjer, så man nærmest har fået en rullende dagligstue.
Bentleyen er lagt an på en mere traditionel, men til gengæld køreglad og sportslig opbygning, hvilket passer godt med mærkets profil.
Den første Bentley med strøm om bord bliver en plug-in hybrid-version af Bentayga, der kommer i 2018.