Fortsæt til indhold
Biler

Pilgrimsfærd til Alfa-land

Et besøg på Alfa Romeos nyrenoverede fabriksmuseum lige uden for Milano er ikke kun et must for alfisterne. Flot arkitektur og avanceret multimedieteknologi gør det til en oplevelse for hele familien.

Christian Schacht

ARESE — At Milano er en af verdens største modebyer, ved de fleste. Gaderne Via Monte Napoleone og Via Della Spiga er shoppingkvarterernes hjerte, og her ligger alle de store modehuse og designerbutikker på række. Dolce & Gabbana, Hugo Boss, Prada, Chanel, Versace, Armani – listen er lang.

Der er selvfølgelig også smukke malerier og en forbløffende arkitektur. For fodboldelskerne er et fodbold-derby på San Siro et must.

Men selvfølgelig er der også noget for bilelskerne – Norditalien er jo mekkaet for en stor del af Italiens bilindustri, et af højdepunkterne er det store Alfa Romeo fabriksmuseum, La macchina del tempo, der ligger i forstaden Arese, 15 km fra hjertet af Milano. De seneste år har det gennemgået en omfattende renovering, så de sædvanligvis røde Alfa Romeo-vognes historie bliver præsenteret på behørig vis og naturligvis med den berømte Alfa Romeo-røde farve som gennemgående tema.

Museet blev oprindeligt indviet i 1976, og placeringen i Arese var bestemt ikke tilfældig.

Alfa Romeo flyttede i starten af 1960’erne produktionen fra den oprindelige Portello-fabrik inde i Milano og ud i et nyt, stort fabriksanlæg i Arese, der har fremstillet alt til den oprindelige Giulia, Alfetta, Giulietta/75 og Alfa 164. I dag er fabrikken lukket, bilproduktionen er flyttet til Torino, og fabriksbygningerne er væk. Hele om-rådet omkring museet bærer således også præg af fordums storhed, og tilbage i den oprindelige administrationsbygning ligger det nye og meget flotte museum, der bestemt er et besøg værd, ikke bare for alfister, men for alle bilinteresserede.

Hele historien ridses op

Museet er lavet i tre forskellige plan, og de har naturligvis sin egen historie. Øverst, hvor man også kommer ind, starter vi med den første Alfa, der kom i 1910 og i princippet fortsætter op til modellerne i dag. Når man når til stueetagen, er det de flotteste biler fra det milanesiske mærke, som dominierer, hvilket ikke siger så lidt, mens selve kælderen er noget helt specielt. At træde ind i udstillingens nederste etage er lidt som at træde ind i underbevidsthedens brændstoftank. I starten besad mærket den position, som er Ferraris i dag, men producerede ekstremt eksklusive sportsvogne, som i dagens danske mønt ville have kostet flere millioner stykket og dermed kun var tilgængelige for excentriske velhavere.

Den første Alfa Romeo kom hurtigt fra start med Vettura 24 HP i 1910. Bilen havde en 4,1 liters motor med 40 hk. Topfarten var over 100 km/t. Der blev bygget 200 eksemplarer.

Efterhånden begyndte man også at deltage i væddeløb. Legenden er bla. fastholdt i uskarpe fotografier af Juan-Manuel Fangio, den femdobbelte verdensmester, med lærredskyse og flyvergoggles bag rattet i en knaldrød Alfa Romeo GP 159 racer i 1951.

Overalt er der en række billeder, lyde og filmoptagelser, der præsenterer de 10 største triumfer i Alfa Romeos racerhistorie.

Når Alfa Romeos 106-årige historie indeholder nogle af bil- og motorsportshistoriens mest betydningsfulde køretøjer, er det næsten et must at kigge forbi, hvis man er på de breddegrader. Og vil man nødig undvære shopping, ligger Italiens største indkøbscenter lige overfor – placeret i den gamle Alfa-fabrik ...

Det afgørende sportslige gennembrud kom i 1923, da mærket vandt datidens mest berømte italienske racerløb, Targa Florio. Foto: Christian Schacht
Den fabelagtigt smukke Alfa Romeo 8C 2900 B Lungo, 1938, var udstillet på Kunstindustrimuseet i København i kulturbyåret 1996. Foto: Christian Schacht
Alfa 2600 fra 1962 var en luksusbil med 6-cylindret motor på 2,6 liter og 145 hk. Dermed kunne den nå en topfart på næsten 200 km/t. Foto: Christian Schacht
Giuliaen er nok den mest kendte sedan-Alfa, og den har stadig sin egen store fanskare. Bilen kom i 1962, og navnet har fået comeback med den nye Giulia. Foto: Christian Schacht
Den berømte – eller nok snarere berygtede – Alfasud blev produceret på en fabrik, hvor arbejdsstyrken var dårligt uddannet, og bilen blev lavet af aflagt stål fra Rusland. Foto: Christian Schacht
Der blev kun produceret en af denne ellers smukke Iguana- sportsvogn med 2,0 motor og 230 hk. Bilen er designet af Giorgetto Giugiaro og vist i 1969. Foto: Alfa
En ny Giulietta Spider vakte opsigt i 1995. Designet af Pininfarina med et ekstremt kraftfuldt hækparti og kanonløbslignende forlygter. Foto: Alfa
Alfa Romeo Montreal blev præsenteret på verdensudstillingen i Montreal i 1967, hvor den Bertone-ansatte Marcello Gandinis linjer atter fik tiden til at stå stille. Foto: Christian Schacht
Alfa kom, så og sejrede i den prestigefyldte tyske DTM-klasse med 155 TI’eren. Raceren havde en 420 hk V6’er. Foto: Christian Schacht