Fortsæt til indhold
Biler

Leasingkrig i alle prisklasser

Kampen om kunderne er hård i både mikro-, mini- og mellemklassen, hvor bilimportørerne nu skruer op for leasingtilbuddene.

Jens Overgaard

Hvad med en Opel Karl til 1.595 kr. om måneden, en Ford Fiesta til 1.995 kr. pr. måned eller en Renault Megane 1,2 hatchback til 2.695 kr. månedligt?

Tilbuddene om privatleasing er væltet frem fra bilimportørerne året igennem og taget til de sidste par måneder. Alle vil nemlig have en del af det marked, som nu udgør omkring en femtedel af det samlede bilsalg.

Men det gælder om at se sig for. Opel Karlen har nemlig en førstegangsydelse på 9.995 kr., som du ikke får igen, den er 0 kr. på Fiestaen, mens den er 4.995 kr. på Megane. Samtidig er Opelen med mellemudstyr, Forden en skrabet model med kun tre døre, mens den femdørs Megane har det pæne Zen-udstyr. Du kan dog f.eks. opgradere Fiestaen for et par hundrede kr., men så stiger førstegangsydelsen også.

I det hele taget er der ofte kun få hundrede kroners forskel fra en mikro- til en minibil, som ville være en snes tusinde kr. dyrere at købe. Men der er altså også forskel på udstyret.

Lav udbetaling trækker

Sådan er der en række ting, du skal holde øje med, når du surfer rundt på bilimportørernes hjemmesider. Her har Peugeot længe ligget i top med 208 og 308 som de to absolut mest privatleasede biler. Her er det især ganske få udstyrsmodeller, som trækker op. Renault og Kia er nogle af de mærker, som senest har meldt sig i kampen.

»Markedet for privatleasing er i eksplosiv udvikling, og det er helt nødvendigt, at vi også er til stede her. Der er aktører på markedet, der har over 40 pct. af deres salg til de private kunder, baseret på privatleasing. Det store marked skal vi naturligvis også have del i,« siger pressechef Søren Hyltoft fra Renault Danmark. Målet er, at privatleasing skal udgøre mindst de 20-25 pct. af salget, som det er over en kam.

Førstegangsydelsen, som du ikke får igen, var for ganske få år siden oppe på måske 20.000-25.000 kr. Men ydelserne, som nu er 10.000 kr., 5.000 kr. eller måske 0 kr., er blevet en vigtigt del af den lokkemad, som får flere og nye typer bilkøbere til at overveje privatleasing, vurderer brancheanalytiker René Tønder Nielsen, Udviklings a/s.

Renault Megane kan leases med 110 hk dieselmotor og Zen-udstyr fra 2.695 kr. pr. md. og en førstegangsydelse på 9.995 kr. Foto: Renault

»Det er klart, at hvis førstegangsydelsen er 0 kr. kontra finansiering, hvor du skal stille 20 pct. i udbetaling – hvilket f.eks. er 40.000 kr. ved en bil på 200.000 kr. – vil det interessere købere, som ellers måske ville have kigget på en brugt bil,« siger han.

Samtidig betyder en billig førstegangsydelse, at det er nemmere at trække sig midt i en kontraktperiode, der typisk løber over 36 måneder.

»Du kan jo komme ud af en kontrakt til hver en tid, og med så lave førstegangsydelser har det aldrig været så fleksibelt at privatlease,« siger René Tønder Nielsen.

Tænk frem

Hvis du overvejer at privatlease, skal du dog stadig tænke frem i tiden og analysere dine behov. Overkørte km kan nemlig typisk koste fra 0,43 kr. til 2,0 kr., mens underkørte honoreres med 0,17-0,44 kr. pr. km. Nye regler fra sommeren 2016 gør det dog nemmere og billigere at opgradere dine km-pakker undervejs, f.eks. fra 15.000 km til 20.000 km årligt. Men det koster stadig.