Fortsæt til indhold
Biler

Flere bilmærker skipper det store motor show i Paris

Ford, Mazda, Volvo, Bentley, Lamborghini, Aston-Martin og Rolls-Royce holder sig væk fra motorshowet i Paris.

Jens Overgaard

Hvorfor ofre millioner på at skyde med spredehagl på de store internationale biludstillinger, når krudtet kan bruges mere målrettet?

Sådan spørger seks bilfabrikker, der holder sig væk fra det netop åbnede Paris Motorshow. Mest markant er Ford, men også Mazda, Bentley, Lamborghini, Aston-Martin og Rolls-Royce bliver hjemme. Samt Volvo, der tidligere har meldt ud, at man kun satser på tre motorshow verden over, hvor det europæiske er i Geneve.

»Der har været en fornemmelse af, at man skulle stille op på hvert motor-show. Men nogle gange er der andre måder at gøre det på end altid at bruge penge på show efter show efter show,« siger Aston Martins topchef, Andy Palmer, til Automotive News.

Går nye veje

Det er første gang, at der er et så massivt frafald til en biludstilling, hvor der dog stadig er massevis af mærker og verdenspremierer tilbage, og hvor de tre store franske dominerer. Mest bemærkelsesværdig er beslutningen fra Ford, som er Europas tredjestørste bilmærke. Mærket med ovalen har dog heller ikke så mange nyheder at vise frem i år, hvor den nye Ka for længst er præsenteret.

Her inviterer man i stedet for kunderne til en endags testtur gennem Frankrig. I det hele taget investerer firmaet massivt i ”Experimental marketing” og vil være mere til stede ved bl.a. teknologibaserede begivenheder som Paris Le Web, som er en konference om digital innovation.

Både et mainstreammærke som Mazda og eksklusive som Lamborghini og Rolls-Royce lægger op til mere intime kundearrangementer, hvor nyhederne vises. Således inviterede Rolls-Royce kunderne til cocktailparties, testkørsler og modeshow på Sardinen, hvor også udvalgte bloggere og instagrammere var indbudt.

Selv om biludstillingerne i Detroit og Frankfurt ifølge fagpressen har haft fremgang, og Paris Motorshow med 1,25 mio. besøgende i fjor var det mest populære, vurderer brancheanalytikere, at besøgstallet ikke nødvendigvis kan omsættes til solgte biler. Derfor går fabrikkerne i nye retninger.

»Vi er ved at gentænke vores strategi omkring deltagelse i motorshow. Verden ændrer sig konstant, og vi vil være en del af de ændringer,« lyder det fra en Lamborghini-talsmand til branchebladet.