Fortsæt til indhold
Biler

Fodgængere har gavn af sikkerhedskrav

Bilfabrikkerne honorerer skærpede sikkerhedskrav, så de fleste testede biler tager større hensyn til bløde trafikanter.

Jens Overgaard

Euro NCAP har strammet kravene til nye biler, så de, der har automatisk nødbremse, som kan bremse op for fodgængere og cyklister, belønnes, når bilerne sikkerhedstestes.

Foreløbig fire ud af fem testede biler får nemlig topkarakteren på fem stjerner, hvor den nye teknologi er med til at hente den sidste stjerne i hus. Senest er det Alfa Romeo Giulia samt koncernfætrene VW Tiguan og Seat Ateca, som har fået fem stjerner.

»Særligt de automatiske nødbremsesystemer gør en forskel. Hvor de første nødbremser kun virkede ved lavere hastigheder og kun bremsede for andre biler, har flere nye biler i dag nødbremser, der også virker ved hastigheder på 80 km/t. Nu er systemerne blevet så gode, at de også bremser for fodgængere og cyklister,« siger FDM’s repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

»Der er ingen tvivl om, at udviklingen de kommende år vil øge sikkerheden for forgængere markant. Analyser af trafikuheld med bløde trafikanter i Tyskland og Storbritannien viser, at hvert femte uheld kunne være undgået, hvis bilen havde haft fodgængernødbremse. Derfor kan man undre sig over, at systemerne er fuldt afgiftsbelagt i Danmark. Det er ikke noget, der gavner trafiksikkerheden,« siger han.