Mindre tilfredse bilejere
BMW er igen det bilmærke, som har flest tilfredse bilejere. Men generelt er tilfredsheden faldet, viser undersøgelse.
Bilsalget er rekordhøjt, men over én kam falder bilejernes tilfredshed med mærkeværkstederne. Sådan ser tendensen ud ved årets store Autoindex-undersøgelse, hvor FDM tager temperaturen på mærkeværkstederne.
Her er BMW nu for femte år i træk det bilmærke, som samlet set har de mest tilfredse bilejere, mens Volvo og Mercedes ligger på de to efterfølgende pladser. Audi er røget fra en tredje- til en femteplads.
»Bilsalget har de senere år været højt, men måske er det gået lidt for stærkt ude hos bilforhandlerne. Det er svært ikke at tolke faldet i årets AutoIndex som andet end en stigende utilfredshed blandt forbrugerne. Det kan der være flere årsager til. Flere af de store bilproducenter har haft tilbagekaldelser, ligesom vi har haft hele VW-sagen. Alt sammen noget, som ikke gavner tilliden til bilproducenterne,« siger Bo Christian Koch, chefredaktør på FDM’s blad, Motor.
»Det samme gælder hos forhandlerne og på værkstederne, hvor man har mulighed for at gøre en forskel. Også her går de fleste bilmærker tilbage. Forklaringerne kan være mange, men vi kommer ikke uden om, at mærkeværkstederne stadig tager sig godt betalt, siger han.«
Det er fjortende gang, at FDM spørger bilejerne.