Fortsæt til indhold
Biler

Find rundt i junglen af elektroniske støttehjul til bilen

Der er stor forskel på de nye sikkerhedssystemer, og hvornår de er med i bilens pris eller ekstraudstyr.

Jens Overgaard

Mens alle VW Upper fra starten har haft automatisk nødbremse, som selv bremser ved forhindringer, med i prisen, er det ekstraudstyr til en Toyota Aygo, hvor en sikkerhedspakke med systemet koster 5.000 kr.

Det gælder også på en meget større model som den nye Kia Sportage, hvor nødbremsen koster 15.000 kr. Men mens Uppen kan bremse ved hastigheder op til 30 km/t., kan Kiaen klare det helt op til motorvejsfart.

Der er nemlig ikke alene forskel på, hvad sikkerhedsudstyret koster, mængden af systemer med nye elektroniske støttehjul er nemlig større end nogensinde, og der er stor forskel på, hvad de kan.

Samtidig bliver de nye systemer i stadig større grad brugt som konkurrenceparameter, hvor de i nogle tilfælde kommer med i pakker, som også nogle gange skal være med til at hive ekstra Euro NCAP-stjerner hjem.

Så mens du tidligere som udgangspunkt kunne regne med, at hvis en bilmodel havde sikkerhedsudstyr som for eksempel ESC-antiskrid, så gjaldt det også de andre, så gælder det ikke mere,

Der var dog også undtagelser som de gamle Toyota Aygo, hvor de billigste modeller frem til 2011 ikke havde ESC antiskrid.

Det er dog en god idé at nærlæse listerne med bilmodellernes udstyrsniveauer. Her kan nemlig være stor forskel. For eksempel i den nye Opel Astra, hvor grundmodellen, Essentia, ikke har automatisk nødbremse, mens Astra fra Enjoy og op har udstyret som en del af Opel Eye-pakken, der også omfatter afstandsindikator, som viser afstanden til forankørende i sekunder, vejskiltelæser samt linjevogter, der har medstyring. Det gør den nye Astra til en af de biler, der har mest sikkerhedsudstyr som nærmest standard overhovedet. Men altså bare ikke i den billigste model.

»Så gennemgå udstyrslisterne grundigt. Netop mere sikkerhedsudstyr kan være et argument for at gå et udstyrsniveau op,« siger Søren W. Rasmussen, der råder til, at man generelt er grundig, når mærkerne sammenlignes, fordi der netop kan være så stor forskel på sikkerhedsudstyret, og hvad det kan.

FDM arbejder dog generelt for, at alle udstyrsvarianter af en given model har det samme sikkerhedsniveau som den bedst udstyrede, så man ikke er i tvivl. Det mener Søren W. Rasmussen dog også kommer med tiden på for eksempel Astra-modellerne.