Flere BMW’er trækker på alle fire
Stort set alle BMW-biler kan fås med firehjulstræk. Vi tog på isbane for at prøve det af.
ÅRE — BMW’er er baghjulstrukne, og sådan har det altid været.
Det er nok den mest nærliggende tanke, når man tænker på BMW som mærke, men sandheden er, at BMW de seneste 30 år har haft 4x4-modeller, og at hele programmet med undtagelse af Z4 kan leveres med 4x4!
For at gøre forvirringen komplet har BMW endda på det seneste lanceret forhjulstrukne biler, så BMW er meget mere, end de fleste tror.
Avanceret kørekursus
BMW har også lanceret i-modeller, og for sportsbilen i kulfiber, i8, gælder, at den også er firehjulstrukket, men at systemet er anderledes end det, der sidder i den 330d, som jeg lige nu kæmper for at holde inden for keglerne på 65 cm tyk is tre timer nordvest for Oslo.
Her har BMW gennem de sidste 15 år holdt vintertræning for kunder, der på isen pisker gennem en stribe øvelser der har til formål at få dem til at blive dygtigere til at beherske deres BMW i situationer, der kræver hurtig handling. Det kunne eksempelvis være en elg eller et barn, der pludselig løber ud foran bilen.
Hurtige reaktioner
Her gælder det om at reagere hurtigt, for hver brøkdel af et sekund, du tøver, ja, jo mindre plads har du at undvige og bremse på.
Kurset varer en hel dag, hvor man får oplevet en stribe BMW-modeller under sikre forhold og med instruktører, der har masser af pædagogisk overskud til at forklare de samme ting igen og igen.
En af de mest tankevækkende øvelser er at undvige en forhindring i egen vejbane med 70-75 km/t. på glat vej. Med netop den hastighed går det nogenlunde med at bremse, styre udenom i en hurtig, men blød bevægelse, så hjulene får fat i den smule greb, der er, men så snart man er et nøk over 78-80 km/t., lader det sig ikke gøre, og keglerne flyver, og alt er mere eller mindre ude af kontrol. Havde det været virkelighed, var det gået frygtelig galt.
Savner en baghjulstrukket
Den røde tråd gennem hele dagen på den snedækkede isbane er fornemmelsen af baghjulstræk, selv om testbilerne alle er med xDrive, der sender kræfterne til det eller de hjul, der har mest brug for det. Det hele styres af en computer og en stribe sensorer, og resultatet er en BMW-oplevelse, der opleves som mere baghjulstrukket end en BMW kun med baghjulstræk.
Merprisen for træk på alle fire ligger typisk omkring 50.000 kr. for de mindre modeller som 2- og 3-serien.
30 år med firehjulstrukne BMW’er
- 1985: BMW 325i lanceres og følges i 1988 op af en touringversion, BMW 325iX touring. BMW’s første system har en mekanisk kraftfordeling på 37 pct. til forhjulene og 63 pct. til baghjulene.
- 1991: En elektronisk version af 4x4 udvikles og lanceres i BMW 5 Serie (BMW 525iX).
- 1999: BMW X5 er første BMW med 4x4 som standard
- 2003: Nyt system i BMW X3. En stribe sensorer overvåget alle hjul og sender kræfterne hen, hvor der er mest brug for dem.
- 2005: Specielle versioner af xDrive-systemet lanceres til BMW 3 Serie og 5 Serie.
- 2006: Andengeneration af BMW X5 får xDrive.
- 2009: BMW xDrive finder vej til 7 Serie.
- 2010: BMW ActiveHybrid X6 bliver første 4x4-hybrid hos BMW.
- 2014: BMW Active Tourer kombinerer BMW xDrive med forhjulstræk.
- 2014: BMW i8 med delvis nyt 4x4-system.
JP var inviteret til Åre af BMW