Fortsæt til indhold
Biler

Porsche starter ”Mission T”

Konceptbilen Mission E sættes i produktion – og springer lige i haserne på Tesla. Porschen er en 4-dørs coupé med elmotor og 600 hk. Og har en rækkevidde på 500 km.

Thomas Wulff

Den hedder Mission E – E for ”electric”. Egentlig kunne den lige så godt hedde Mission T – T for Tesla. For konceptbilen Porsche Mission E, der nu går i produktion, har først og fremmest til opgave at gøre det slemme ved amerikanske Tesla. Det er en realitet, efter at bestyrelsen for Porsche netop har givet grønt lys til projektet Mission E. Dermed indleder Porsche ifølge den administrerende direktør, Dr. Oliver Blume, »et nyt kapitel i sportsvognshistorien.«

Fremtidens elektriske Porsche, foreløbig med navnet Mission E. Den mildest talt lange baglygte er en kærlig hilsen til Porsche 959 fra 1980’erne.

Mission E er udviklet på erfaringerne fra sportsvognen 918 Spyder og Le Mans-vinderen 919 Hybrid, hvilket giver bilen fantastiske præstationer. Under stikordet "E-Performance" har den 4-dørs bil med fire enkeltsæder en systemydelse på over 600 hk. Dermed kan bilen både levere en acceleration fra 0 til 100 km/t. på under 3,5 sek. og en rækkevidde på mere end 500 km.

Med en 800-volts-ladeenhed udviklet i eget regi og dobbelt så kraftig som de nuværende lynopladere har man allerede efter en opladningstid på 15 minutter igen 80 % af rækkevidden til rådighed i litium-ion-batterierne, der er integreret i bilens bund. Som tilvalgsmulighed kan bilen "tankes" trådløst via induktion gennem en spole, som er integreret i gulvet i garagen.

Konceptbilen Mission E havde premiere på IAA-biludstillingen i Frankfurt i år. Det er planen, at bilen skal komme på markedet i slutningen af dette årti.

Artiklens emner
Porsche