Fortsæt til indhold
Biler

Aston Martin er på vej med Tesla-killer

Inden for få år er Aston Martin klar med en elektrisk limousine på 1000 hk.

Jens Overgaard

Størrelse betyder noget. Især i elbilverdenen, hvor Tesla har hentet PR-point for S-modellen, der ifølge fabrikken yder op til 700 hk. Nu viser Aston Martin tænder og barsler med en eldrevet limousine, der yder hele 1.000 hk.

Det er topchefen, Andy Palmer, der lufter planerne over for bladet Autocar. Her er der lagt op til en bil, som er baseret på den nuværende store Rapid, kaldet RapidE, der skal komme med henholdsvis 550 hk og 1.000 hk. Den mindste vil få en rækkevidde på 320 km, mens det er uvist, hvad topversionen, der er firehjulstrukket, kaperer.

Det er planen at bygge 400 elektriske modeller om året på samme fabrik i engelske Gaydon, hvor den nuværende Rapid med V12-motor løber af samlebåndet. Den har rødder tilbage til 2010, og spørgsmålet er så, om Aston Martin med den elektriske model også fornyer Rapid-modelprogrammet med en helt ny generation?

Der er dog ingen tvivl om, at elbilerne fremover skal spille en større rolle hos Aston Martin. Alene det faktum, at Andy Palmer kommer fra et job som chef for Nissans elektriske biler, herunder den pænt solgte Leaf, taler for sig selv.

Med en anslået pris på to mio. kr. i England, uden de nye danske elbilafgifter, bliver det i alle tilfælde en bil for de få.