Fortsæt til indhold
Biler

Stor forvirring om regler

Der er ikke megen EU-harmonisering over færdselsreglerne i Europa, som er vidt forskellige.

Christian Schacht

Du kan ikke forvente, at færdselsreglerne ude i Europa er de samme som i Danmark. Her får du en række eksempler på færdselsregler, der er markant anderledes end de danske.

Promillegrænserne er yderst varierende i Europa, og det er en rigtig god idé at orientere sig om reglerne for kørsel med alkohol i blodet, inden du nyder en øl til maden og herefter kører afsted.

I Italien er promillegrænserne eksempelvis som i Danmark, lige bortset fra, hvis det er under tre år siden, at du fik kørekort – så er promillegrænsen nemlig 0,0.

Der er flere andre lande, hvor reglerne generelt er strammere for uerfarne bilister, der kun har haft kørekort i kort tid.

Glem sandalerne

I Tyskland må man ikke have løstsiddende fodtøj som fører af et køretøj. Derfor bør man ikke køre i sandaler eller lignende i Tyskland.

Nu vi er ved beklædning, så blev det sidste år lovpligtigt at medbringe mindst én refleksvest i bilen i Tyskland, og samme regler gælder i en lang række andre europæiske lande, herunder Frankrig, Østrig, Italien og Belgien.

Her gælder det dog, at der skal være veste til såvel passagererne som chaufføren.

»Vi anbefaler, at så snart man bevæger sig uden for bilen på såvel lande- som især motorveje, så tager man en refleksvest på, og det gælder både om dagen og naturligvis især om natten. Med en refleksvest på, så øger man synligheden markant for de andre trafikanter,« siger Katrin Müllenbach-Schlimme fra den tyske bilistorganisation ADAC’s pressesekretariat til Ekstra Bladet.

Som med promillekørsel er hastighedsgrænserne også meget varierende.

I Frankrig gælder der særlige regler for trafikanter, der har haft kørekort i mindre end to år. De skal følge særligt lave hastighedsgrænser, som står oplyst på skiltene langs lande-, motortrafik- og motorvejene.

I såvel Tyskland som Schweiz er der forbud mod brug af navigationsanlæg, der informerer om fartkontroller.

I Schweiz kan man ligefrem blive bedt om at afmontere navigationsanlægget, hvis det har radarkontroladvarsler – også selv om navigationen er fabriksmonteret.