Fortsæt til indhold
Biler

Luksusstationcar fra Audi

Audi afviser, at en A9 er på vej. Flere konceptbiler tyder dog på det modsatte. I Genève viser man Prologue Avant.

Audi har afsløret en kæmpemæssig stationcar på biludstillingen i Genève.

Der er tale om en firesædet konceptbil, kaldet A9 Prologue, som skal give et bud på en evt. kommende A9, som Audi godt nok ikke har bekræftet, men som vedholdende rygter i branchen taler om.

Bilen er en videreudvikling af Prologue-konceptet, som tyskerne viste på udstillingen i Los Angeles tilbage i november.

Ud over den coupé-lignende, flade taglinje, der nærmest flyder ind i bagagerummet, er Prologue Avant endnu længere og er helt oppe på 5,11 meter i længden, og dermed er der reelt tale om en stationcar oppe i direktionsklassen.

Konceptet har laserlys, og baglygterne får hele bagenden til at lyse op med en slags 3D-effekt, mens undervognen byder på luftaffjedring og firehjulstyring.

Bagsædepassagererne i Avant kan drage fordel af touchskærme (monteret på ryggen af forsæderne), mens der er trådløs opladning af passagerernes mobiltelefoner, placeret i særlige holdere. Prologue Avant har en sekscylindret dieselhybrid under kølerhjelmen. Denne enhed er allerede blevet annonceret til den nye Q7.

Systemet giver i alt 373 hk, med et forbrug på godt 50 km/l.

Næste år ser vi den nye A8, og så må tiden vise, om der også kommer en A9. Alt tyder i hvert fald på det.