Heftig mini-GTI fra Mini
Den nye Mini John Cooper Works får flere muskler og yder nu 231 hk, mens stilen er en smule mere klassisk GTI.
Mindre drengerøv og mere klassisk GTI. Det er tilsyneladende opskriften for den nyeste aftapning af Minis svar på bøllebank; John Cooper Works, som er opkaldt efter den engelske motorsportslegende og bilbygger.
Her er pang-trim afløst af helt klassisk sort-rødt GTI-trim, som vi kender det fra GTI-urfaderen, Golf GTI. Det kække og stilige antrit på de første officielle billeder ligner drillerier fra BMW-folkene hos moderselskabet i München, som står bag, men vidner også om, at man går efter en bredere kundegruppe. Hvis vi kender Mini ret, kommer der også andre versioner, der slår mere i bolledejen. Præstationerne fejler i hvert fald ikke noget i den lille raket, som er bestykket med et kraftværk af en 2,0-liters firecylindret motor på 231 hk. Det er 10 pct. mere end forgængeren, mens momentet er hævet med en femtedel til 320 Nm.
Dansker i spidsen
Paradedisciplinerne hedder 0-100 km/t. på 6,3 sekunder – 6,1 sekunder med sportsautomatgear – og en topfart på 246 km/t. for modellen, der bygger på den helt nye Mini-generation, som blev lanceret tidligere på året og nu udbygges. Det er en bilfamilie, som har et nationalt anstrøg, da danskeren Anders Warming er øverste designchef hos Mini og har haft den store opgave at udvikle og lancere tredje generation af det ikoniske mærke.
Den tredørs super-gocart er blandt andet bestykket med sportsudstødning, Brembo-sportsbremser, dynamiske støddæmpere og 17-tommer-racerfælge, mens sportssæder, John Cooper Works trim som alupedaler og spoilere er med til at sætte en fed streg under det sportslige. Det gælder også LED-forlygterne, mens der kan tilkøbes sikkerhedsudstyr fra BMW’s hylder. Det gælder bl.a. parkeringsassistent, advarselssystem for krydsende fodgængere og intelligent fjernlys med automatisk op- og nedblænding samt genkendelse af vejskilte. I det økonomiske hjørne byder Mini John Cooper Works på en brændstoføkonomi, der hedder 14,9 km/l og 17,5 km/l med det seks- trins Steptronic-automatgear, som er ekstraudstyr, men måske kan tjene sig ind med et let speederfod.
Importøren kan endnu ikke sige noget om prisen på modellen, der lander herhjemme til marts.