Fortsæt til indhold
Biler

Bilrevolution i den lille familieklasse

Ny Citroen på vej: Med mindre du synes, at biler skal være grå eller sorte og komme fra Tyskland, skal du læse med her.

Anders Berner, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

AMSTERDAM

På bilpræsentationer er det mere reglen end undtagelsen, at man bliver mødt med løfter og floskler, som lægger op til det helt store bilsus, men ofte falder til gulvet med et fesent plask i samme sekund nøglen sættes i, og man ruller ud fra kantstenen.

Sådan havde jeg det for eksempel med Citroëns DS5. Flot bil, masser af intentioner – men suset udeblev.

Hos Citroën og Peugeot er man dog godt klar over, at der ikke er råd til slå flere skæverter. Deres nye biler kan betyde alt for PSA-koncernens overlevelse, og C4 Cactus er måske den vigtigste. Modellen, der er i klasse med Peugeot 2008 og Renault Captur, er proppet med en masse nytænkning til en startpris fra 170.000 kr., når den er i Danmark til september.

Indendørs har designerne skabt brede sæder med en nærmest sofaagtig udformning. Det medvirker til en hyggelig stemning i kabinen.

Tag bare de store luftpuder af sidebeskyttelsesfelter på siden kaldet Airbump og passagerairbaggen, som er flyttet op i loftet og dermed giver mere plads ved handskerum og instrumentbord.

Stødpuderne, som er fremstillet i det bløde materiale TPU (termoplastisk polyuretan), er et kapitel for sig selv.

De er udstyrede med luftlommer til at opfange de små stød, og de kræver ikke nogen særlig vedligeholdelse.

Fremadskuende bil

Citroën C4 Cactus har samme fornavn som Citroëns C4, som efterhånden har en del år på bagen, og som givetvis er både billig og komfortabel, men ikke ligefrem kan kaldes fremadskuende.

Omvendt har de seneste biler, som Citroën og Peugeot har skabt, virkelig imponeret mig. Både 308, C4 Picasso og Grand Picasso er yderst vellykkede biler til meget fair penge. Strategien bag C4 Cactus er dog ikke ny: Citroën ønsker at skabe en bil, der ikke koster ret meget, men opleves som noget særligt, så det her kan gå begge veje.

Her er absolut nydelige materialer og nærmest ingen kontakter.

Enten er det et stort fupnummer pakket ind i nuttede former og farver, eller også har Citroën gang i noget stort her.

Talsmændene fortæller os blandt andet, at bilen har tabt 200 kg— hvilket umiddelbart virker helt naturligt med tanke på, at C4 Cactus ikke bygget på en C4, men den mindre, lettere og billigere platform fra Citroën C3 og Peugeot 208.

Målt på de fleste tal og værdier er C4 Cactus ret banal. Grundlæggende er den på størrelse med en VW Golf eller en Citroen C4.

Bilen er 4,16 meter lang – lidt kortere end en C4. Alligevel vejer den langt mindre. Egenvægten med de små motorer er endda et stykke under 1.000 kg.

Det er længe siden, at jeg har været i nærkontakt med en familiebil, der vejer under et ton, trods fem pladser og et bagagerum på respektable 348 liter.

I bagdørene har man sparet 11 kg ved at benytte faste ruder. Bagsædet kan ikke deles – det giver alene en gevinst på 6 kg.

Glimrende motor

Glastaget er lavet i støj- og varmedæmpende materialer, så man slipper for at bruge et rullegardin. Det sparer både penge og vægt. Desuden er fronthjelmen i aluminium. Men vigtigst af alt: motorerne er små og lette, og bilen er dimensioneret til at klare en motor på maksimalt 110 hk.

Første indtryk af den nye Citroen er godt – den lille 1,2 på 110 hk får bilen til at føles kvik – jeg savner ikke kræfter på noget tidspunkt, noget som helt klart kan tilskrives den lave vægt. Desværre kunne vi ikke køre basismodellen med 82 hk uden turbo.

Den nye Citroën C4 Cactus er helt sin egen, tag nu de unikke luftpuder på siden, der forhindrer buler, når man skal ud ad bilen i en snæver parkeringsbås.

Bilen er langtfra gjort sportslig. Den er derimod kompromisløst behagelig, letkørt og støjsvag – og sammen med en luftig og lys kabine får det Cactus til at virke lækker – stor respekt for at Citroën bygger en livsstilsbil, som ikke forsøger at køre som en Mini eller en Audi A3 Sportback.

Den store standardmonterede 7-tommer skærm, som du måske kender fra Peugeot 308 eller C4 Picasso – dog med et andet grafisk layout – medvirker til den luksuøse fornemmelse.

Kedeligt gearskifte

Det eneste, der ikke er helt så godt, er faktisk gearskiftet. Femtrinsgearkassen er ikke så velskiftende, som jeg husker det fra Peugeot 308. Men den er den samme, fortæller Citroën. Jeg håber, at de når at få styr på den detalje. Du bruger meget tid på at skifte gear i en bil – et gearskifte skal bare være i orden.

Den store syv-tommerskærm er standard i basismodellen. Det samme er fartpilot, elspejle, læderrat og en del andet udstyr.

I Danmark bliver basismotoren den trecylindrede 1,2’er på 82 hk, som du kender fra C3 (og den nye C1). Den suppleres af to dieselmotorer på 92 eller 100 hk, som begge har PSA’s meget lækre stop-start-system og samtidig klarer op til 32 km/l.

Testbilens motor på 1,2 liter og 110 hk er den største. Denne maskine kommer dog ikke til Danmark før til efteråret.

Til gengæld er prisen helt i orden: basismodellen med 82 hk, 7-tommerskærm, aircondition, fartpilot, elspejle, læderrat og en del andet udstyr er 170.000 kr. plus leveringsomkostninger.

Citroen C4 Cactus en af de mest interessante biler, jeg har set og kørt i meget lang tid. Jeg er ikke i tvivl. Citroen C4 Cactus fortjener at få succes og har det, der skal til.

Avisen var inviteret til Amsterdam af Citroën.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Bagagerummet har plads til pæne 348 liter, men selve bagsædet kan ikke deles i to, så bilen dermed bliver lettere og billigere.