Fortsæt til indhold
Biler

Toyota: Aygo skal igen være nr. 1

Premiere: Toyotas landeplage, Aygo, er fornyet med fokus på design og mere komfort. På trods af højere pris end Peugeot og Citroëns udgave vil Toyota være nr. 1.

Jens Høy, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

AMSTERDAM

Billigere, bedre og pænere. Sådan ser udsigten ud lige nu, hvis man er en af de mange danskere, der vil skifte sin mikrobil ud.

En ny generation af de berømte trillinger er omsider på vej, efter at finanskrisen, ifølge Toyota, udskød fornyelsen af mikroerne Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 107 med omkring to år.

De tre teknisk stort set identiske produkter er blevet meget forskellige at se på, og der er også store forskelle på udstyr, farver og priser.

I forhold til Citroën og Peugeot er Toyotaen knap så skarp på prisen, men til gengæld har Toyota valgt, at den model, der virkelig skal sælge, er veludstyret.

Hos Toyota starter priserne ved 89.495 kr. plus levering for en tredørs, mens de to andre udgaver fra Citroën og Peugeot koster ca 10.000 mindre.

Toyota Aygo kan individualiseres i en grad, som man ikke tidligere har set det i mikroklassen.

Kigger man dybt i udstyrslisterne, koster de tre biler dog stort set det samme, med Toyotaen som lidt dyrere end de to andre, for de to franskmænd er meget skrabede i basismodellerne og har således ikke fjernbetjent centrallås og elruder.

Billigste Aygo har mere udstyr som eksempelvis elruder foran, fjernbetjent centrallås, mens næste niveau, kaldet x-play, har lidt større hjul, aircondition, bluetooth, radio og en række mere kosmetiske detaljer til 111.995 kr.

Lækkert udstyr

Importøren har dog store forventninger til den såkaldte x-press, som er overbygningen med alufælge, tågeforlygter og ikke mindst en stor syv tommer farveskærm. Merprisen er kun 2.000 kr.

Vores klare mål er, at Toyota Aygo bliver den mest solgte bil i 2015. Vi har altid været lidt dyrere end de to andre, men har alligevel solgt bedre, siger administrerende direktør for Toyota Danmark, Kristian Krapper.

Interiøret er ganske lækkert på trods af billige materialer. Den store skærm er standard i X-press til små 114.000 kr.

Forudsætningen er dog, at Toyota vipper VW Up, som har været Danmarks mest solgte bil i 24 måneder, af pinden, så lad os kigge nærmere på bilens kvaliteter.

Toyota Aygo afløser den nuværende af samme navn, som kom på markedet i 2005.

Bilen er bygget i samarbejde med Citroën og Peugeot, nøjagtig som det var tilfældet med den første Aygo.

Interessant nok er det ikke nogen af de to europæiske mærker, der har haft førertrøjen på i udviklingen, men derimod Toyota, som står for langt størstedelen af bilens udvikling.

Aygo, C1 og 108 er nogenlunde på størrelse med forgængerne – et par cm længere, en cm bredere og lidt lavere.

Kun én motor

At Aygo er en billig bil betyder dog, at den kun fås med én motor – en 69-hestes 1,0 med tre cylindre, som kendes fra forgængeren.

Her har Citroën og Peugeot en fordel, for de leveres også med den markant stærkere 1,2 trecylindrede motor, der kaster 82 hk af sig. Merprisen her er 10.000 kr. Basismotoren i Aygo, og de to andre, er dog voldsomt ændret.

Ulempen ved Aygo er, at den nærmest ikke er vokset i forhold til den nuværende. Pladsen på bagsædet og i bagagerummet er således kneben.
Forsæderne er behagelige, men der mangler lidt sidestøtte.

Kompressionen er lidt højere, kølingen er forbedret, ventilernes timing er ændret.

I sig selv er det med til at mindske forbruget med 12 pct. Der er dog ikke meget spark i motoren – den skal have prygl for at bestille noget, og en høj gearing bidrager til den oplevelse. Heldigvis går gearskiftet let og præcist.

Aygo er dog stadig en billig bil, og den føles også sådan.

Der er masser af hård plast i kabinen og på dørsiderne.

Men det lidt billige førstehåndsindtryk erstattes af en følelse af soliditet, da vi kører 400 km på den hollandske motorvej. Selv ved 130 km/t er vi imponerede over, hvor lidt motorstøj der slipper ind i kabinen. Det er et kæmpe løft i forhold til forgængeren.

Bagsædet er kun lige godkendt. Der er mere trangt end i VW Up og ikke mindst Hyundai I10, og udsynet er ringe gennem den højt anbragte siderude. Det udvendige design har haft førsteprioritet her. Bagsædet har fortsat kun sikkerhedsseler til to personer.

Lækker skærm

Den helt store slagvare i Aygo er den nye syv tommer betjeningsskærm, som er standard i Aygo x-press. Den store skærm, som er berøringsfølsom, er meget nem at navigere i, og har danske menuer.

Telefonen kobler ubesværet på bluetooth-anlægget, og har du en Android-mobil, kan du bruge Mirror-link-system, hvor du kan downloade apps til din telefon og overføre dem til bilens skærm. Anlægget har endda et effektivt bakkamera som standard.

Samtidig satser Toyota på, at Aygos markante design med det store X på fronten sammen med muligheder for at sætte et mere personligt præg på Aygo med forskelligt ekstraudstyr, vil trække flere kunder i butikken.

Endelig er der tre års garanti på Aygo, hvor de franske kloner nøjes med to år.

Hvordan den nye Aygo klarer sig i en direkte sammenligning med eksempelvis VW Up og Hyundai i10, der er klassens bedste biler, må komme an på en prøve. Aygo er mindre, men et friskt indslag.

JP var inviteret til Amsterdam af Toyota.