Fortsæt til indhold
Biler

Lille BMW-motor i stor Toyota

Toyota Verso klar med fornuftig BMW-dieselmotor på 112 hk, der klarer 22,2 km/l. Kræfterne rækker lige akkurat.

Jens Overgaard

MPV

Toyota Verso 1,6 D-4D T Toyota Touch

Toyota

En stor familiebus kan godt være sparsommelig.

Det er missionen at vise for Toyota, som nu lancerer Verso bestykket med en 1,6-liters-dieselmotor fra BMW med 112 hk, der nipper lidt mindre til dråberne end den kendte Toyota 2,0’er på 124 hk. Her hedder de officielle tal 22,2 km/l mod 20,4 km/l.

Familieflytteren med plads til syv fik i fjor et mindre facelift, der ud over en ny front også omfatter en mere fast undervogn og bedre støjdæmpning, og det har gjort Verso mere helstøbt.

Vi tester Versoen med T2 Toyota Touch-udstyret, som omfatter den nyeste version af fabrikkens multimediesystem, Toyota Touch 2. Et system med det såkaldte Mirror Link, der angiveligt skulle kunne spejle smartphones på 6,1-tommer-skærmen, men som foreløbig dog kun virker til ganske få telefoner. Pris på bilen: 345.990 kr.

Tredje generation af Verso fra 2009 er det sikre valg med nærmest beroligende køreegenskaber. Praktikaliteten kan der ikke sættes fingre på med en halvhøj kørestilling og bagsæder, der kan lægges ned eller forskydes i længde-retningen. Tredje sæderække er som de fleste biler i klassen dog kun nogenlunde for mindre børn.

BMW-motoren er kendt fra Mini, hvor den er noget larmende. Det har Toyotas teknikere taget brodden af med bedre støjdæmpning. Med et moment på 270 Nm fra 1.750 omdrejninger smutter vi forholdsvis let af sted.

Interiøret med de centralt placerede viserure falder meget naturligt.

Det er på sin vis tilstrækkeligt for dem, der ikke fylder bilen op. De, der har Versoen som firmabil, vil formentlig alligevel vælge den 150 hk eller 177 diesel. Og her er det den beskatningsmæssige værdi frem for vejledende priser, som der bliver lagt mærke til. Den 124 hk diesel til 24.000 kr. mere med et moment på 310 Nm kan dog være en force for campingtrækkere.

Motoren er o.k. som basismotor, men det vil være overdrevet at kalde den sprudlende. Samtidig er der en vis resonans i tomgang, som du dog godt kan leve med.

Tilpasset motor

Motoren, som er modificeret af Toyotas europæiske teknikcenter for at passe i Verso, skal være med til at bringe mærkets samlede CO2-udledning ned og give mere salg i de lande, hvor der er fokus på volumenstørrelsen.

Den er angiveligt første skridt i et tættere samarbejde med BMW, der også baner vejen for nye og mere sparsommelige 2,0-liters-dieselmotorer. Toyota har netop også løftet sløret for en større motoroffensiv, der omfatter en række nye og sparsommelige benzinmotorer.

I det daglige fungerer instrumenteringen med de let drejede og centralt placerede viserure midt på instrumentbordet udmærket ergonmisk. Det vænner man sig hurtigt til. Den nye og anden generation af Toyota Touch-multimediesystemet byder på en bedre grafik end forgængeren og flere funktioner.

Det virker dog stadig noget omstændigt at skulle bladre sig gennem flere lagdelte og til tider langsomt reagerende menuer, når telefoner skal parres eller sms’er læses op af den elektroniske damestemme. På udstyrsfronten er Versoen godt med, hvor mange vælger Touch-versionen for at få multimediedelen med.

Den indbyggede kørecomputer viste en brændstoføkonomi, som holder rimeligt i virkeligheden. Så med de briller er der sund fornuft i den lille, nye diesel.