Stor Audi får nænsomt facelift
LED-forlygter er nu standard i Audi A7, der også fås som sparediesel, som klarer 21,3 km/l.
Mens femdørsudgaven af Audi A5 ikke er et ukendt syn på de danske veje, er der længere mellem eksemplarer af storebroderen, A7, som bygger på A6-modellen og er en af de tungere drenge.
Efter fire år på banen kommer Audi nu med et midtvejs-facelift, som holder modellen frisk lidt endnu, indtil en ny generation kommer.
En let ændret front med anden kølergrill og LED-forlygter som standard – med de nye matrix-LED-lygter som mulighed – er de ydre forskelle.
Under huden byder modellen på opgraderede motorer, hvor der nu også er kommet en sparediesel i Ultra-versionen. Her klarer den 3,0-liters V6-diesel med 218 hk et forbrug på 21,3 km/l. Samtidig får modellerne med forhjulstræk nu dobbeltkoblingsgearkasse, som afløser Multitronic-gearkassen med CVT-gear.
I den anden ende af skalaen kan de firehjulstrukne Quattro-modeller med 272 hk diesel nu suppleres med et sportsdifferentiale, som fordeler kræfterne mellem baghjulene.
Topmodellen 4,0 TFSI yder 450 hk og har Cylinder on Demand, hvor nogle af de otte cylindre kan kobles fra. Men mon ikke også der kommer en ny RS7, som i nuværende version yder 560 hk?
Audi har ikke priserne på plads for den faceliftede A7’er. Men den nuværende starter fra 877.000 kr. Så kender du prislejet.