Fortsæt til indhold
Biler

Peugeot 308 til direktøren

Dette kan meget vel være den første bil i en ny trend, nemlig at forhandlere bygger særligt luksuriøse specialmodeller. Vi kører den første af de nye – en Peugeot 308 med særligt store hjul og særligt blødt læder. Merprisen er knap 50.000 kr.

Frederik Thorstensen

Der findes næsten ingen grænser for de forskellige kombinationer af farve, udstyr, kromlister og klistermærker, man kan få til mange af de populære mikro- og minibiler. Fiat 500 og Opel Adam går forrest i feltet af custom-behandlingen af ellers masseproducerede biler.

Hele ideen bag custom er at skabe en bil, som er unik. Man tilpasser bilen personligt så at sige. Det er ikke bare en Fiat 500 – det er ”Tinas lyserøde Fiat 500” med udvendig bagagebøjle, plastic-øjenvipper på forlygterne og med netop Tinas initialer sat på som klistermærker.

Indtil nu har bilfabrikker som netop Fiat og Opel i den ene ende af prisspektret og Ferrari, Rolls og Bentley i den anden ført an. Men en københavnsk Peugeot-forhandler har netop taget ideen op og flyttet ombygningen fra fabrikkens samlebånd til forhandlerens værksted. Forhandleren er Kim Ejlertsen Automobiler, og hans særlige udgave af Peugeot-modeller har fået navnet K-Edition. Første bil fra forhandleren er en 308 1,6 THP Allure med yderligere udstyr og herefter med navnet 308 K-Edition. Det er den, vi tester her.

Specialsyet læder

Ud over det sædvanlige fabriksmonterede udstyr indeholder K-Edition-pakken store 18”-alufælge på superfedt gummi, metallak, lædersæder med bl.a. valg af syningernes farve samt udvendige designdetaljer som klistermærker og fartstriber.

308 K-Edition kører som den 308, vi allerede kender. Og så alligevel. De store 18”-alufælge med tilhørende Michelin Pilot Sport 3-dæk giver hatchbacken yderligere greb i forenden og gør følingen med forhjulene gennem rattet mere præcis.

Sæderne kan måske ikke partout siges at være bedre end andre lædersæder – om end de er speciallavet hos en dansk autosadelmager. Men har man et særlig ønske om en bestemt farvekombination mellem læder og syning, er K-Editions i øvrigt utroligt velduftende sæder som skabt til formålet.

De udvendige detaljer er en smagssag. Men særligt klistermærkerne på sidespejlene er en fin detalje. De kan ses fra førerpladsen og er med til at understrege de flotte linjer på den i forvejen veldrejede franske hatchback.

Spændende tendens

K-Edition-behandlingen af en Peugeot 308 kan i princippet tilkøbes til alle varianter af motor, gearkasse og udstyr. Priserne begynder fra 249.900 kr. En pakke til den kommende stationcar, Peugeot 308 SW, er også på vej.

Skal der ikke spares på noget, kan en fuldt spækket K-Edition tilkøbes for 50.000 kr. oven i bilens basispris. Men netop fordi der er tale om en personlig tilpasning af bilen, kan prisen svinge lidt alt efter ønske om f.eks. læderkvalitet.

En bil som Peugeot 308 K-Edition er spændende. Den introducerer custom og personlig stil til et populært bilsegment i Danmark. Og i en tid, da mange firmabiler bliver downsizet fra passat-klassen til golfklassen, er her en mulighed for stadig at køre yderst luksuriøst uden at sende et signal om, at man forvalter firmaets penge ufornuftigt.