Peugeots kostbare forvandling
Test: RZC R er med sine 270 hk den hidtil stærkeste Peugeot. Den er brutal og garanti for sjov i gaden. Men også dyr og ikke behagelig at køre i byen.
Er du typen, som elsker at vinterbade, går på glødende kul eller klatrer på klipper, kunne du bære på det gen, som kunder til Peugeot RCZ R, må besidde. Det er nemlig en ultimativ bil.
Både på vejen og for det franske mærke, som med den 270 hk sportscoupé lancerer den mest kraftfulde Peugeot nogensinde. Når nu tyskerne har en Audi TTS med 272 hk, BMW1 Coupé med 306 hk og en fransk rivale som Renault Megane RS med 265 hk, skal mærket med løven i front klart også have en gallionsfigur, som brøler højere.
Rent teknisk har ingeniørerne fra Peugeots motorsporsafdeling holdt fast i det spartanske setup fra de andre RCZ’ere; her er ingen mulighed for at ændre den stenhårde undervogn eller pille ved motorstyring og styretøj, take it or leave it. Det er ærlig snak, men sætter også sine begrænsninger for bilen, der har fået spændt undervogn og chassis op til lir.
RCZ R lanceres samtidig med et facelift af den fire år gamle RCZ med ny front med smallere forlygter, der bogstaveligt talt kniber øjnene mere sammen i bedste Clint Eastwood stil, og lægger afstand til den gamle mere husmoragtige front, som lænede sig mere op ad ophavet, den sidste 308’er.
Testbilen til 769.990 kr. er toppen af poppen i et program, der også omfatter en 156 hk og 200 hk sag, og som bygger på samme 1,6 liters motor.
I R-modellen har skarpretterne fra Peugeots motorsportsafdeling, imidlertid opgraderet stempler, plejlstænger, lejer, indsugningsmanifold, udstødning og turbolader. Resultatet er verdens stærkeste 1,6 liters motor med turbo og med et vægt/effekt forhold på pæne 4,7 kg/hk. Voila.
Værdierne taler da også for sig selv; 0-100 km/t på 5,9 sekunder og en mellemacceleration på 80-120 km på 6,8 sekunder.
Alle kræfter overføres her med forhjulene. Derfor har fabrikken monteret et mekanisk Torsen-differientiale og ændret ESC-systemet for at få det maksimale grip.
I tomgang har den firecylindrede motor en godmodig brummen. Men når speederen trykkes ned, hører du Freddy Fræk fløjten. RCZ Sport har lige som sine mindre brødre et lydsystem, hvor en membran ved indsugningsmanifolden med trompetagtige accelerationstrut skaber den rigtige sound i kabinen, godt hjulpet på vej af symfonien fra de dobbelte udstødningsrør.
Fast greb
Kort forinden har jeg entreret kabinen ved at dumpe let ned i bucketsæderne, med det elegant svungne »dubble dome« tag lige over hårgrænsen. Vel placeret med bagen i det faste sæde og med et lavt tyngdepunkt er udsigten god. Kabinen ligner sig selv med en bred midterkonsol og elegant udformede og store tydelige viserinstrumenter a la dyre herreure. Designerne har dog udsmykket det læderbetrukne instrumenbord med røde stiklinger, sat en mere eksklusiv gearknop i aluminium ombord og bestykket slæden med sportsafdelingens egne sæder.
Den hårde undervogn sikrer et fast greb, og svingene klares med en guillotineagtig præcision, som betyder, at der ikke er noget at skamme sig over i forhold til konkurrenterne. Momentet på de 330 Nm hentes fra 1.900 omdrejninger og sparker hele vejen op gennem omdrejningerne.
Maskinel charme
Den i forvejen lave undervogn er sænket yderligere 10 millimeter, lige som fjedre og støddæmpere har været på fitnesskur. Det seks trins manuelle gearskifte er præcist, men ikke så skarpslebet og hurtigt, som du kunne forvente det i så hardcore en bil, hvor betjeningen ellers har sin egen præcise maskinelle tunge charme.
RCZ byder på to små bagsæder. Men de er så smalle, at selv små børn næsten får åndenød. Så betragt dem som nødsæder. Den hårde affjedring gør dog bilen uegnet til langtursbil, mens det er irriterende, at soundboosteren, som har en generende højfrekvent resonans ved by- og motorvejskørsel ikke kan slås fra. Vi savner flere indstillingsmuligheder. Samtidig er betjeningen af navigationen gammeldags i forhold til de nyeste touchskærme som i eksempelvis den nye 308’er.
RCZ R er 120.000 kr. billigere end Audi TTS. Og den er et klart alternativ. Audi er dog lige på trapperne med en helt ny TT’er. Og så kan det kræve en genovervejelse.
Der er dog fornuft i spare den kvarte million kr., der er ned til den 200 hk RCZ, som også er ret ultimativ. Men det er ingen RCZ R, som er i en klasse for sig, og har ikon-potentiale.
LÆS MERE OM Peugeot PÅ GUIDE.DK