Brutalis smider toppen
Corvette er klar med en ny, muskelsvulmende og ærkeamerikansk cabriolet.
General Motors har sat fuld skrue på hjertestarteren, der er forbundet til den så ikoniske og ærkeamerikanske sportsvogn Corvette. Sidste år viste GM den seneste generation af Corvette med navnet C7 i den klassiske lukkede coupéform.
Og for at spille ekstrameget på tidligere tiders velmagtsdage, genoplivede Corvette-folkene betegnelsen ”Stingray”, som første gang klæbede til den potente sportsvogn tilbage i begyndelsen af 1960’erne.
Jan Magnussens nye racerbil til Le Mans 2014 ved navn Corvette C7.R. bliver andet skud på stammen i Corvettes genopstandelse.
Og for at gøre trekløveret af brutalisser færdigt, viser bilproducenten nu Corvette Z06 Convertible, hvis største es må være muligheden for via en knap at rulle taget ned og lukke lyden af amerikansk muskelbil ind i kabinen.
Ærkeamerikansk teknik
Ingeniørerne holder naturligvis fast i den velkendte konstruktion med stor V8-motor foran og baghjulstræk. Sådan har det stort set altid været ”over there”.
Motoren er på 6,2 liter og har en kompressor, der hjælper med at producere 625 hestekræfter og svimlende 861 Nm i moment. Mellem motoren og bagdifferentialet sidder en 8-trins-automatgearkasse. GM har med vilje undgået en dobbeltkoblingsgearkasse, da fabrikken mener, at en gearkasse af den type ville gå ud over komforten.
Som standard kommer Z06 Convertible med elektronisk spærredifferentiale kaldet eLSD – Electronic Limited Slip Differential. Som med ethvert andet differentiale skal kræfterne fordeles på bedst mulig måde mellem hjulene – i Corvettens tilfælde mellem de to baghjul, som dog har en gummibredde, der er imponerende – bagdækkene måler 335/25 i 20 tommer.
Standarddæk er Michelin Pilot Super Sport, men Michelin Sport Cup 2 kan tilkøbes som en del af en udstyrspakke.