Fortsæt til indhold
Biler

Retro-charme fra Kroatien

Selv sejlere kan holde af den lille og billige Leidi 600 motorbåd, som spinner fint og lydløst, når den sejler under 12 knob. Ved højere fart virker den dog noget tung at sejle.

Tekst & foto: Troels Lykke

Vil du nyde sejladsen i et roligt tempo, uden at båden planer, så er Leidi 600 et rigtigt godt valg. Den glider fint gennem vandet med et skrog uden særlig meget vandmodstand, og med lav hastighed hører man stort set ikke den 115 hestekræfters Suzuki-påhængsmotor.

Leidi 600 fås i de farver, man ønsker. I det hele taget har kunden stor indflydelse på materialevalg.

Motorbåden kunne sagtens være til sejlere, der ikke magter at kæmpe med tunge sejl til søs, men blot ønsker sig simpel, langsom og næsten lydløs sejlads mellem de danske havne. Og båden virkede bestemt sødygtig og stabil, selv om den kun er syv meter lang og to en halv meter bred. Leidi 600 kan derfor sagtens krydse Kattegat i hårdt vejr, hvis man bare sætter farten ned.

I testperiodens bølger larmede den heller ikke med et skrog, der ”slog” sig i bølgerne, nej, her skar båden fint gennem bølgerne. For Leidi 600 har en stejl, spids stævn og godt V-formet undervandsskrog, der kløver bølgerne vældig fint. Båden har samtidig vandrette lister i vandlinjen fremme i båden, som medvirker til at stabilisere bådens rulninger. Hvor meget det virker, er nu tvivlsomt, men smart ser det ud. En mindre køl sørger samtidig for, at rulningerne reduceres, og kølen sørger også for, at båden driver mindre under havnemanøvre i blæsevejr.

Kan bruges hele året

I store bølger vil skvulpene dog stå ind over kahytten, men her står man tørskoet og kan lade vinduesviskeren køre. Leidi 600 egner sig faktisk til tursejlads året rundt, da man netop styrer inde i en lukket kahyt, hvor de fleste i Norden vælger at få installeret et oliefyr.

Man sidder fint i førersædet, og der en praktisk bøjle til benene. Frontruden er delt i to, hvilket forstyrrer udsynet, men man kan ikke få alt i en prisbillig båd.

På en varm sommerdag kan rorsmanden imidlertid ikke få solen at mærke særlig meget, da der kun er en lille luge i toppen af taget. Til gengæld er der meget udluftning at få med to skyderuder i hver side og en kæmpe skydedør tilbage i den 3,8 meter lange, åbne kahyt. Men gæster om bord kan sole sig på det store agterdæk, hvor et cockpitbord hurtigt slås op, det samme gøres også med bænke i hver sin side. Der er beklædt i smagfuldt teak, som dæk, dørk i kahytten og agterplatformene også er. Imidlertid er det noget, der koster ekstra.

Når man vil bade og ligge stille, er det let at sænke ankeret, der hænger ude foran båden på en bred platform, der samtidig er praktisk at træde på, når man skal om bord.

Håndlister øger sikkerhed

Når man går nede fra det store agterdæk og op for at smide ankeret i stævnen, så er der et 20-30 centimeter smalt sidedæk at gå på. Søgelænderet er højt, og samtidig er der håndlister på taget hele vejen frem mod stævnen, noget, som Ledi 600 scorer point for.

Sikkerhed er der også på agterdækket, da der er en håndliste hele vejen rundt, men børn kan stadig kravle op på bænkene eller de to sæder helt tilbage i båden, hvorfra de kan falde i vandet, så mere børnesikker er båden heller ikke.

Kahytten er 3,80 meter lang, og der kan sove to-tre personer i den kroatiske båd.

Agterdækket er lidt umoderne, da der ikke kan åbnes en dør, så man let kan komme ud til badeplatformen, når man skal i land eller vil tjekke sin motor, men problemet er til at overse, hvis man ikke er for stivbenet, når man vil træde ud på de brede agterplatforme.

Retrolook

Springet gør, at båden ser klassisk ud og giver den et retrolook, som var det en fiskerbåd fra ældre tid – dog i nedskaleret stand. Den kroatiske designer Marsel Brkic, der med sit team har bygget båden på fabrikken Obrt Leidi uden for byen Pula i Kroatien, har også valgt en kahyt, der kan minde om en fiskerbåds. Og tung fiskerbåd, tænker jeg desværre også, da jeg gasser helt op for den firecylindrede påhængsmotor, som er bag på båden, der kan plane, trods sine to tons. Men det var ikke nogen fornøjelse, heller ikke da jeg når maksfarten på 24,5 knob. Bådens motor larmer, og Leidi 600 virker træg og kedelig at sejle.

Producenten anbefaler, at båden sejles med en motor fra 40 hestekræfter og op til 150. Jeg vil måske foreslå, at man vælger en motorstørrelse midt imellem. Det er i hvert fald ikke den store sejlglæde, man har, når båden planer, så hellere sejle langsommere, her virker retrokonstruktionen langt bedre i vandet efter min smag.

Med fuld fart bruger motoren ifølge vores oplysninger imidlertid kun 19 liter benzin i timen, mens forbruget falder til fem-seks liter benzin i timen, hvis farten sænkes til den optimale fart på 10-12 knob.

Begrænset plads

Der er ikke meget plads i kahytten på Leidi 600, men den er godt udnyttet. Lige når man træder 20 centimeter ned og ind i kahytten, finder man et bord og to sæder, hvor man desværre sidder noget lavt, men man kan sidde og spise og hygge sig der, mens man kigger ud ad de små koøjer. Stedet kan også omdannes til en mindre køje, når bordet sænkes i niveau med sæderne.

På den anden side er der vask, køleskab og et lille gasblus, hvis man vel at mærke vipper førersædet væk. Lige foran førersædet og længere nede findes et rimelig bredt toiletrum, der dog ikke er særligt højt. Her er der heldigvis en dør, modsat til forkøjen, som er helt åben. Her kan der ligge to personer, uden at de får klaustrofobi.

Leidi 600 er en fin, lille, charmerende retrobåd til to voksne med maksimalt to små børn om bord. Og den sejler stabilt ved lave hastigheder, hvor sejlglæden er høj og motorlyden lav. Båden i sig selv fås ned til bare 200.000 kr., men med en Suzuki-motor, Webasto-oliefyr, teak overalt og andre ting fås den sejlklar til 400.000 norske kr. leveret i Norge.

Måske ser man den i Danmark næste år. Det ville ikke undre mig.