Fortsæt til indhold
Biler

Elbilen genfinder gnisten

Test: Vi tager turen nonstop fra København til det jyske i en Tesla S, som er en imponerende blanding af bil og gadget. Den absolut sjoveste og mest anvendelige elbil på markedet med en rækkevidde på 400 km i praksis.

Jens Overgaard & Christian Schacht

Fremtiden er begyndt. Og den er eksplosiv. Sjældent har oplevelsen af en bil kunnet sammenfattes så kort. Men det er tilfældet med den nye elektriske Tesla S P85, som vi kører på tværs af landet på en tur fra København til Aarhus. Vi gør det, fordi vi kan.

Den store grand coupé med en teoretisk rækkevidde på 502 km sætter nemlig ny rekord for elbiler. Men det glemmes, få sekunder efter du ser den fem meter lange sag, der med sine brede katteagtige hofter og Jaguaragtige snit tilsat et stænk italiensk bilmode, mere ligner en supersportsvogn end en klidmoster af en økobil. Det er den også. Med 420 hk og paradedisciplinen 0-100 km/t overstået på 4,4 sekunder går den direkte efter Audi A7, Mercedes CLS, BMW 6-serie Gran Coupé og Porsche Panamera. Store og luksuriøse direktørvogne, som frem for alt er hurtige.

Det er det momentum, vi nyder, mens vi sagte stryger over Storebæltsbroen med Tesla butikken på Bredgade i København lagt agterude. Et par timer tidligere har vi indtaget bilen, der overlegent byder velkommen ved at lade de forkromede dørhåndtag glide ud af karrosseriet, når du nærmer dig med nøglen i lommen.

Storskærm

Indenfor troner den enorme 17 tommer touchskærm på størrelse med to iPads. Meget sigende i Tesla S, hvor bil og teknologi smelter sammen. Her er ingen kontakter. Alt styres på skærmen, som du lærer at betjene lige så hurtigt, som et tre års barn får styr på en iPad. Tag bare soltaget, hvor åbningen klares med en grafisk skydelære, mens du kan browse dagens nyheder på storskærmen, hvis du da ikke vil orientere dig med bakkameraet, som fylder hele skærmen. Men lad os komme ud at køre.

Den store 17 tommer skærm styrer både navigation fra Google Maps, telefon, Bluetooth og klimaanlæg, men også internet.

Nøglen i lommen er startknap i sig selv. Du skal bare sætte gearstilken i Drive og trykke på speederen.

Testbilen er topmodellen, som er bestykket med en Performance-pakke som øger effekten fra de oprindelige 306 hk eller 368 hk i mellemmodellerne. Det er ikke for sjov. Pedalen i bund, og vi løftes lydløst frem som af en gigantisk hånd med helt samme fornemmelse af stille styrke.

Lynhurtig

Et let pift fra baghjulene sparker os mod de 100 km/t på en tid, der ligger på linje med BMW M5. El-motorer er karakteriseret ved, at de trækker med fuld kraft lige fra nul omdrejninger, og det udnytter Tesla. Accelerationen foregår i et langt ryk uden pause fra gearskift, og det er tydeligt, at der er fuld trækkraft lige fra nul omdrejninger til de maksimale 15.000 omdrejninger. Slipper du speederen igen, falder hastigheden næsten, som trådte du på bremsen i en almindelig bil. Vi har alligevel lyst til at foreslå Tesla, at den lydløse kabine bliver forsynet med en cd, der hamrer lyden af en V8-motor ud. Bare for at vise, at der altså sker noget.

Navlestrengen giver strøm til en teoretisk rækkevidde på 500 km her i topmodellen, regn i praksis med højst 400 km.

Fastholder man speederen nede, er topfarten 210 km/t, og det går kvikt derop, erfarer vi et par dage senere i det nordtyske, hvor vi uden problemer nåede 216 km/t på speedometeret. Men det koster altså voldsomt på rækkevidden at udnytte kræfterne. De tykke alcantara tæpper og lædersæder i kabinen er under alle omstændigheder med til at holde stilen, hvor kun en svag brummen fra elmotor og aggregater agter træder frem ved de 120 km/t.

Velkørende

På snoede sjællandske sogneveje styrer Tesla’en ganske fast gennem svingene, og den har et godt greb i vejen. Vi mærker dog den 600 kg tunge batteripakke i bunden midtskibs, så Tesla styrer og kører ikke helt som konkurrenterne, selv om den store bil trækker på baghjulene. Kampvægten på 2,1 tons er en sportslig akilleshæl for Tesla S’en, der har det rigtig godt som kraftfuld og komfortabel rejselimousine, men skal slankes for at være sporty på de snoede sogneveje. På motorvejen kræver den også lidt kompensering med rattet, og små bump mærkes i undervognen.

Til højre og venstre for speedometeret er der to skærme, som kan sættes til at vise valgfri funktioner som på en smartphone.

Trods samarbejde med Mercedes, er vi under niveauet i de tyske biler i samme klasse. De store 21 tommer fælge, som er ekstraudstyr, slår også hårdere igennem luftaffjedringen, som ellers gør et godt arbejde med at opsuge bump og ujævnheder. Bag rattet er der udsigt til delvist velkendt land. Mercedes har blandt andet leveret rat og afviserkontakter. Resten af finishen er dog mere på klassisk amerikansk niveau i den californiske bil. Altså instrumentbord med lidt for hård plastik, tynde døre og et niveau under de tyske konkurrenter.

Godt med plads

Pladsen for og bag er godkendt med masser af plads på bagsædet. Man sidder dog meget højt og med benene nærmest oppe om ørerne, takket være den tykke bund af batterier, så der er ikke megen hovedhøjde her i testbilen, der dog også er udstyret med soltag.

Tesla er en femdørs hatchback med et stort bagagerum. Det kan endda forsynes med to små bagsæder, så der er plads til syv.

Som noget helt unikt fås Tesla S med to ekstra bagudvendte børnesæder i bagagerummet. Men en test afslører, at det ikke vil være den store fornøjelse at være spærret inde her, samtidig med, at de vender omvendt, så ungerne kigger ud gennem bagruden.

Bagagerummet er med sine 744 liter enormt, og så er der endda 150 liter ekstra plads under kølerhjelmen forrest. Da vi når Kolding efter en afstikker i Kalundborg og 310 kilometers kørsel, skal vi bruge strøm. Men vi har heller ikke kørt særligt pænt. Vi beslutter os for at tanke op ved en Clever-stander ved Kolding Storcenter der med sine 22 kW kan fylde cirka 100 km strøm på i timen.

Ladere på vej

Clever forventer at have 100 standere på plads inden nytår, mens Tesla selv har fire 120 kW superhurtigladere på vej i 2014, som kan lade en Tesla S op til 300 km kørsel på 20 minutter. Ladere, som suppleres af et netværk ned gennem Europa. De fleste ejere forventes dog at kunne klare sig med en 11 kW wallbox hjemme i garagen, der kan lade, så der er strøm til 50 km, for hver time bilen lader op. Ironisk nok triller en elektrisk Citroën C-Zero ind på samme tid. Ejeren fra Aalborg har taget turen til grænsen, og det har taget 14 timer med 80 km/t med seks stop ved hurtigladere.

Efter at vi har tanket yderligere 150 km på går turen i raskt trav mod Aarhus.

Konklusionen er klar, med lidt pæn kørsel og uden afstikkere kunne vi sagtens have kørt strækningen.