Duel: Fiat 500 mod Opel Adam
Små og rappe – og begge til lave leasingpriser. Fiat 500 C og Opel Adam fører sig frem som to af de smarte designerbiler. Hvilken er så den bedste? Det afhænger af, hvad man skal bruge bilen til. Afgørelsen falder først til sidst.
Jeg spørger: Kan et S-sving afgøre en duel mellem to biler? Du svarer antagelig – ja, selvfølgelig kan det det.
Men næste spørgsmål: Kan en isvaffel afgøre en testduel? Isvaffel? Svaret må da være et nej. Men det er ja.
S-sving versus isvaffel ender med at være et tema i Tempos testduel mellem Fiat 500 i seneste version med ny motor og med soltag og Opel Adam i udgaven med 100 hk.
Dagens to varianter af nuser Fiat og funky Opel er først og fremmest interessante under de to motorhjelme: to cylindre versus fire. Turbo versus suge. Lavt forbrug med en særpræget motorlyd versus omdrejninger og lyd, som vi kender den.
Helt anderledes motor
Testens Fiat 500 er monteret med italienernes 2-cylindrede TwinAir-motor. Anderledes, helt anderledes. I en tid, da downsizing styrer motorudviklingen, og da omtrent alle motorer bliver mindre, og mange får færre cylindre, tager italienerne skridtet fuldt ud: Ikke tre cylindre som f.eks. Ford, VW og Renault – nej, Fiats nye motorer har kun to cylindre. To! Slagvolumen er så lille som 0,9 liter.
Ideen er at sikre lavt forbrug og udslip. Og det er lykkedes for italienerne. Prisen er en ikke så lidt anderledes måde at være motor på. For det første er lyden dybere – det lyder fedt, synes mange, problemet er, at den fede lyd kan blive anstrengende i hverdagen. Dernæst løber motoren pludseligt og brat tør for omdrejninger ved godt og vel 5.000 o/min. Motoren falder omkuld så at sige.
Alt i alt skal TwinAir køres som en dieselmotor: Udnyt kræfterne ved mellemomdrejninger, og glem alt om at komme i nærheden af det røde felt.
Mere konventionel Opel
Adam stiller op med teknik i den anden ende af skalaen: en konventionel 4-cylindret rækkemotor på 1,4 liter. Ingen turbo eller kompressor, sugemotor slet og ret. Den skal behandles, som motorer altid har skullet: Den yder mere og mere, efterhånden som den får flere omdrejninger. Ikke så markant som TwinAir, men mere sporty – i hvert fald sport, som vi definerede det engang.
Adam har flere hk, den flytter sig på en mere sporty måde, men prisen er et væsentligt højere forbrug end konkurrenten fra støvlelandet. I øvrigt har Opel for nylig annonceret, at der til næste år dukker en ny 3-cylindret turbomotor op – altså med samme tekniske design som f.eks. Ford og PSA. Præcis hvornår til næste år og pris ligger endnu ikke fast.
Classic vs. nye streger
Testens petroleumsblå italiener er Fiat 500 den nyeste version, C, hedder den. Der er et par bogstaver, der lige skal udredes: Fiat 500 kender vi jo. Lanceret i 2007 med en form, der i nogen grad, og en dna, der i høj grad, minder om Fiat 500 fra 1950’erne. Dukkede op med tre forskellige 4-cylindrede rækkemotorer. Stor hype. Good times are back. Og piger med ternet tørklæde om hovedet og Vespa-scooteren blev moderne igen som en stor kølvands-effekt.
I år er der så en ny 500-variant parat, 500S hedder den, eller helt formelt Fiat 500 0,9 Turbo S. Den nye variant er først og fremmest kendetegnet af motoren, nemlig italienernes 2-cylindrede turbo. Varianten med det store stoftag hedder så C og ikke S. Det er altså en 500C, vi tester her. 85 hk og fra 187.000 kr. for 500 S og noget mere for 500 C, nemlig fra 230.000 kr.
Opel Adam, her den postkasserøde fra Tyskland, dukkede op til den forundrede verden sidste år. Pludseligt spillede tyskerne på helt nye strenge. »Vi vi lave en funky livsstilsbil – lille og smart. Men vi ønsker ikke nostalgiske linjer – vi vil køre ind i nutiden!« pointerede Opel-designerne for at lægge en vis afstand til netop Fiat 500.
Nå, der er nu heller ingen nostalgi for Opel at spille på. Vel har måske Kadett sine fans fra dengang, da Beatles var nye og Nina Hagen endnu ikke var født. Men det er tæt ved umuligt at kombinere mindelser med den lille Opel fra 1962 med funky livsstil anno 2013.
Derfor er Adam ikke en nutidsklon af noget som helst – den er helt sin egen. Fra første test hæftede vi os ved dens direkte køreegenskaber og udstråling med de mange blærede detaljer – f.eks. fælgene i én farve og bare én eger i en kontrastfarve, og stjernehimmelen – loftsbeklædningen med et mylder af små led-lamper.
Hvilken at de to ser så bedst ud? 500 eller Adam? Det er en smagssag, dette her. Men ét lille forspring har Opelen dog – nemlig, at den er så ny, mens vi igen og igen og igen har set 500. Modsat er det jo med til at gøre italieneren tæt ved ikonisk.
Glem alt om bagsæder
Rent praktisk er der ikke megen forskel: Begge er små og kompakte, begge har kun tre døre, begge er omtrent lige umulige at komme om på bagsædet i, og begge har små bagagerum.
Men bag rattet er forskellen afgørende: Her vinder Opel klart i kraft af den mest korrekte kørestilling. Bedste ratvinkel, bedste førersæde.
Kun en gokart kører som en gokart! Det er et faktum, vi har slået fast igen og igen. Men i denne testduel er der en bil, der i hvert fald minder om en gokart: Adam.
Tyskeren sætter slet og ret en ny standard for køreegenskaber blandt småbiler. Opfører sig i realiteten som en velkørende GTI. Styrer ind i sving NU – lige så snart, man drejer rattet. Holder effektivt fast med forenden.
På vej ind i sving kan man lige vippe speederen opad og få en præcis kvittering fra bagenden – ikke at den skrider ud, nej, slet ikke, men bagenden lige sætter sig – dermed er bilen allerede i gang med at dreje. Inde i sving er det let at dreje endnu mere med et lille løft på speederfoden.
Det er slet og ret perfekt, dette her. Så på køreglæde vinder Adam. Den postkasserøde Opel er dagens stjerne gennem vores bedste S-sving.
Men i disciplinen isvaffel vinder Fiat 500C. For intet slår en åben bil, når aftenturen kalder. Så er det bare ned med det store stoftag og så først langs stranden med højre side mod vandet og derefter igen med venstre side mod bølgerne.
Priser og leasing
Målt i udsalgspriser er billedet dette: Den nye Fiat 500S koster 186.000 kr., mens 500C, som vi tester her, koster 229.990 kr. Opel Adam-priserne er: Billigste Adam med JAM-udstyr og 70 hk koster 149.990 kr., billigste med 100 hk koster 179.990 kr., her i udstyrsniveauet SLAM.
Men både Fiat og Opel lokker med muligheden for at privatlease. Tallene er følgende: 500S koster 2.095 kr. og 500C 2.595 kr. pr. måned. Førstegangsydelsen er 15.000 kr. Over 36 måneder med 45.000 km.
Den samlede omkostning ved at lease Fiaten er herefter i alt 108.420 kr., svarende til 3.011 kr. pr. måned – her har man så bil i 36 måneder svarende til præcis tre år.
I Opels lejr er de tilsvarende tal: Adam 100 hk koster 2.249 kr. pr. måned og med ekstraudstyr 3.347 kr. pr. måned. Førstegangsydelsen er 25.000 kr. over 40 måneder med 50.000 km.
Alt i alt 114.960 kr., svarende til 2.874 kr. om måneden – her har man så bil i 40 måneder svarende til tre år og fire måneder.