Opel endelig klar med en ordentlig dieselmotor
Premiere: Opel har længe ligget bagerst i feltet, når det gælder motorer med lækker gangkultur. Ny diesel bringer mærket helt frem i feltet med langt på literen og silkeblød performance
FRANKFURT
Støjende dieselmotorer og gennemsnitlige gearkasser i flotte biler med pålidelig teknik og masser af avanceret teknik.
Sådan har situationen været for Opel de sidste 3-5 år, hvor man fra pitten har måttet se til, mens konkurrenterne løb med nye motorteknologier og deraf følgende gode anmeldelser i pressen.
Nu lysner det for alvor for Opel, og hvis resten af de nye motorer holder samme standard som den nye diesel på 1,6-liter, så er tyskerne pludselig helt fremme i feltet blandt de hårdeste konkurrenter.
Opel ingeniører kan snakke længe og begejstret om de tekniske løsninger i deres komplet nye dieselmaskine, men det er den slags, der ikke interesserer ret mange almindelige bilkøbere. De vil blot have en diesel, der går så langt som muligt på literen og som leverer masser af power fra bunden, men som samtidig ikke har noget mod at dreje op mod det røde felt, når situationen fordrer det. Samtidig skal motoren være så tyst som overhovedet muligt.
Stærk og økonomisk
Den nye diesel stiller med 136 hestekræfter og 320 Nm ved 2000 o/m og det rækker til en økonomi i eksempelvis Zafira på 24,4 km/l, hvilket bringer Opels Zafira helt frem i feltet som en af de mest økonomiske mpv’ere i klassen.
I første omgang er det bemærkelsesværdigt, hvor let og præcist den optimerede 6-trins gearkasse skifter, det øjeblik vi lister ud på den første testkørsel af den nye diesel.
Zafira er ellers en tung bil på ca. 1.700 kg og med 136 hk bliver den nye motor mindste diesel, men motoren er smidig og støjsvag og vi oplever ingen huller i momentkurven og specielt dæmpningen af vibrationer imponerer. Gearingen er lang, og det betyder, at motorvejskørsel sker med få omdrejninger til gavn for det samlede lydbillede.
I Zafira Tourer erstatter den nye motor den nuværende 1,7 CDTI motor og de motorsvageste 2,0 CDTI varianter i de fleste af Opels modeller. Senere introduceres kraftigere versioner af motoren.
Det er Opels første dieselmotor udført i aluminium, og som det er tilfældet med den nye 1,6-liters turbobenziner har Opels ingeniører givet den nye 1,6 CDTI motor omfattende muligheder for ‘sound engineering’ – tilrettelæggelse af lydbilledet fra motoren – for at mindske støj og vibrationer.
Den nye motor opfylder den kommende euro 6-norm, der gælder fra september 2014. Det sker med et nyt rensningssystem, som Opel kalder Blue Injection, hvor man tilsætter stoffet, urea, til forbrændingen.
Forbedrede gearkasser
De eksisterende gearkasser hos Opel har gennemgået forbedringer blandt andet af skiftemekanismen for at sikre letgående og mere præcise gearskifte. Forbedringerne vil kunne mærkes i Adam, Corsa, Meriva, Astra, Antara, Zafira Tourer og Insignia versioner med motorer, der har et drejningsmoment over 130 Nm.
En ny halvautomatisk gearkasse (MTA) til Adam og Corsa med sekventiel lignende gearskifte og Start/Stop funktion samt en fem trins automatgearkasse er under udvikling.
På sigt afløses den nuværende generation af seks trins automatgearkasser af helt nye otte trins automatgearkasser. Alene springet fra seks til otte trin vil forbedre brændstofforbruget med mere end tre pct., siger Ope
Priserne på Opel-modeller med den nye dieselmotor er endnu ikke klar, men måske kan prissætningen af en tilsvarende ny benzinmotor på 1,6 liter give en indikation. Dem nye Opel Astra 1,6 bliver nemlig 10.000 kr. billigere end med den gamle 1,6 liters motor, når den nye motor kommer på markedet om kort tid. Prisen for en femdørs Astra 1,6 SIDI Sport falder dermed fra 322.000 kr. til 312.400 kr.