Octavia begår fættermord på Golf
Den nye Skoda kører lige op med VW Golf og vinder på plads og motorkraft, viser den første test.
Hvad er det for biler?
Skoda Octavia og VW Golf er begge helt nye og højaktuelle på det danske marked. De deler teknik, så det er i store træk kun karrosseri og prissætning, som varierer. Selv om Golf er ganske favorabelt prissat herhjemme, er Octavia alligevel billigere. Vi tester den billigste VW Golf med fem døre og den mindste benzinmotor på 1,2 liter og 85 hk til 224.996 kr. i standardtrimmet, Startline. Den møder Skoda Octavia Ambition med samme motor, som dog er peppet op til 105 hk. Prisen er 229.000 kr. Men Octavia kan fås med basisudstyr og samme 85 hk motor som Golf til 199.000 kr. Modellerne er femdørs, men de kommer som stationcars til efteråret.
Kører de godt?
Ja, faktisk ganske fremragende. De har samme nye undervogn fra VW-gruppen, der også er understel i de nye Audi A3 og Seat Leon. Begge formår at udjævne de værste asfalthuller efter den lange vinter, men til tider kan dæmpere og fjedre føles lidt hårde. Octavia har dog den bedste affjedringskomfort pga. en væsentligt længere afstand mellem hjulene, mens VW styrer lidt mere præcist og er i det hele taget mere håndterbar, fordi den er mindre end Skoda. De er begge ekstremt letkørte med præcis kobling, gearkasse og letgående styretøj.
Hvordan er motorerne?
De er effektive og økonomiske. I princippet er det samme maskineri, men Octavia er mest rap i afsættet, takket være 20 ekstra hestekræfter og et højere drejningsmoment, altså evnen til at trække uden hele tiden at skulle skifte gear. På sprinterdistancen rykker Octavia også let fra Golf. På papiret kører duellanterne omkring 20 km/l, men et mere realistisk forbrug er 16 km/l ved almindelig kørsel. Octavia har dog en stor fordel, takket være sit sjette gear, der især er en behagelighed på motorvej.
Hvad med økonomien?
Begge biler giver meget værdi for pengene, men med den store motor og mere udstyr vinder Octavia klart her. Tjekken har sædevarme, elruder ved bagsæderne og større 16 tommer fælge – alt sammen må man kigge langt efter i Golf, som dog har aircondition og fartpilot, ligesom Skoda. Totaløkonomisk er det formenligt lige meget, om du vælger den ene eller den anden. Begge har et notorisk godt ry for at holde en høj brugtpris.
Er de praktiske?
Ja, og selv om de er på vej i endnu mere familieduelige stationcarversioner, er man godt hjulpet med testbilerne. Foran er der næsten albuerum som i firmaklassen, og der er udmærket plads på bagsædet i Golf, men man sidder klart bedst i Octavia, der nærmest er vokset ind i den større firmaklasse. Her er der masser af rum til Ulf Pilgaard lange ben, og et langt større bagagerum, som sætter selv langt større biler til vægs.
Hvordan er førerpladserne?
Meget lækre. Deres layout er godt nok konservativt, grænsende til det kedelige, men bygget i så gedigne materialer, konkurrenterne kun kan sukke efter. Jo, jo folkevognens cockpit har lige fået en tand ekstra finish, men i praksis er der ingen forskel, og inde på de velvoksne forsæder er der rigtig rart at være.
Hvem vinder?
Skoda Octavia kører en kneben sejr hjem. Fættermordet starter med bedre plads, mere udstyr og en kraftigere motor til stort set samme pris som Golf.
Er der bedre alternativer?
Næppe. Men synes du ikke om testbilerne, kan du alternativt kigge på en Ford Focus 1,0 Ecoboost med den fremragende trecylindrede turbomotor i kampagneudgaven, Edition, til 224.990 kr. eller måske koncernfætter, Seat Leon Reference, med 105 hk til 224.900 kr.